90 nye sigtelser om deling af børneporno
Ulovlige videoer og fotos deles på nettet. Et politisk flertal vil have ny lovgivning
Citathistorie: Jyllands-Posten
Selv om flere end 1.100 danskere er blevet sigtet, og mange af dem dømt i den såkaldte Umbrella-sag om deling af børneporno på nettet, er delingen af videoerne fortsat på sociale medier, skriver Jyllands-Posten.
Politiet er i gang med tredje bølge af Umbrella-sagen, hvor 90 sager med delinger fra 2019 skal sendes videre til politikredsene, hvorefter der vil blive rejst sigtelser, oplyser politikommissær Flemming Kjærside, Nationalt Cyber Crime Center (NC3).
Umbrella-sagen blev i 2015 anmeldt til politiet og Facebook og i 2016 massivt omtalt i medierne, inden de første domme faldt i 2018.
»Når der er 90 nye straffesager på vej om delinger af det samme voldsomt krænkende materiale på Messenger i 2019, er delingerne sket, flere år efter at det burde være blokeret og blacklistet. Det synliggør, at de techaktører, som har mulighed for blokere det ulovlige materiale, ikke påtager sig ansvaret,« mener advokat Miriam Michaelsen, partner i Njord Law Firm og formand for foreningen Digitalt Ansvar, der arbejder for at bekæmpe digitale krænkelser og digital vold.
Ikke kun Umbrella-sagen
Umbrella-materialet er langtfra det eneste ulovlige billedmateriale af seksuel og krænkende karakter, der bliver delt. En aktindsigt viser, at der fra april 2019 til august 2020 var 2.188 online-anmeldelser om grooming, sextortion, overgreb mod børn på nettet og digitale sexkrænkelser. Samlet konstaterer Flemming Kjærside ifølge Jyllands-Posten, at der er tale om en kraftig stigning, og at der også er et mørketal.
Regeringen nedsatte sidste år en arbejdsgruppe, som skulle se på problemet. Digitalt Ansvar foreslog allerede for et år siden, at man indfører en model som i Tyskland, hvor sociale medier er forpligtet til at fjerne ulovligt indhold inden for 24 timer. Forslaget støttes af en række organisationer. Også politisk er der et udbredt ønske om, at tech-platforme skal forpligtes til at fjerne ulovligt materiale, og at de skal gøre det hurtigt, så billeder og videoer ikke når at sprede sig, skriver Jyllands-Posten.