90 kilo kokain beslaglagt på et år i Danmark
Toldstyrelsen har i 2019 gjort en ordentlig fangst af kokain.
Sammenlignet med tallet fra 2018, hvor der var tale om seks kilo, så er mængden af beslaglagt kokain steget i vejret i 2019.
For det sidste år har Toldstyrelsen beslaglagt 90 kilo kokain. Godt hjulpet af beslaglæggelser af flere store mængder narkotika i diverse lufthavne, havne og ved grænsen.
Det skriver Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.
Målrettet efter smuglere
Det er en markant mængde beslaglagt kokain, Toldstyrelsen har sørget for ikke kom ind over de danske grænser i 2019.
– Sidste år beslaglagde tolderne knap 90 kilo kokain, der var på vej over Danmarks grænser. Vi går målrettet efter de smuglere, der forsøger at indføre euforiserende stoffer som eksempelvis kokain, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Preben Buchholtz.
Den store mængde skyldes blandt andet flere store beslaglæggelser i 2019.
I maj blev en varevogn med 18 kilo kokain tilbageholdt på Rødbyhavn. Samme dag blev seks kilo kokain fundet skjult i kufferter i Kastrup Lufthavn.
Toldere i hele landet
I december gjorde Toldstyrelsen ligeledes to store fangster, da der i Kastrup Lufthavn blev fundet endnu seks kilo kokain gemt i shampooflasker.
Mens der på Aarhus Havn blev fundet en container, der gemte på svimlende 40 kilo kokain.
– Smuglerne forsøger sig med forskellige kreative måder at indføre ulovlige varer. Derfor har vi toldere placeret i hele landet, der laver effektiv toldkontrol baseret på stikprøver, risikovurderinger og overvågning, siger Preben Buchholtz.
Toldstyrelsen beslaglægger kokain i både flydende og fast form. Når Toldstyrelsens beslaglægger narkotika, overdrages sagerne til politiet, der tager stilling til den videre efterforskning.