88-årig veteran vil være præsident
Beji Caid Essebsi udråber sig selv som vinder af søndagens tunesiske præsidentvalg. Måling bakker ham op.
Den tunesiske præsidentkandidat Beji Caid Essebsi hævder at have vundet søndagens præsidentvalg, der ses som det endelige skridt mod fuldt demokrati for Tunesien.
Han bakkes op af en valgstedsmåling fra analyseinstituttet Sigma Conseil, der viser at Essebsi står til at få omkring 55,5 procent af stemmerne, mens den siddende præsident, Moncef Marzouki, vil få 44,5 procent.
Den 88-årige sekulære veteran var på forhånd udråbt til favorit ved anden og afgørende runde af præsidentvalget.
– Jeg tilegner min valgsejr til Tunesiens martyrer. Jeg takker Marzouki, og nu bør vi arbejde sammen uden at udelukke nogen, sagde Essebsi til tunesisk tv kort efter valgstederne var lukket klokken 18.
Endnu er der ikke offentliggjort nogen officielle resultater, men de tunesiske partier har deres egne repræsentanter til stede ved valgstederne.
Lederen af Essebsis kampagnekontor, Mohsen Marzouk, sagde kort efter at valgstederne lukkede klokken 18, at der er “tegn på”, at Essebsi har vundet.
En talsmand for præsident Marzouki siger, at det er for tidligt at udråbe en vinder, og at de to kandidater ligger tæt på hinanden.
Ved første valgrunde for fire uger siden fik Essebsi 39 procent af stemmerne, hvilket var seks procentpoint mere end Moncef Marzouki.
Essebsi var formand for parlamentet under den afsatte præsident Zine El Abidine Ben Ali og er i dag leder af det sekulære parti Nidaa Tounes.
Det er første gang siden Tunesiens uafhængighed i 1956, at tuneserne kan vælge deres præsident ved et frit valg.
Valget er ikke forløbet helt uden uroligheder. Få timer inden valgstederne åbnede klokken otte søndag morgen, fandt der et attentatforsøg sted mod soldater, der bevogtede stemmesedler i den centrale Kairouan-region.
Soldaterne skød og dræbte en af attentatmændene og pågreb tre andre, oplyser Tunesiens forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det officielle resultat ventes tidligst at være klar mandag aften.
/ritzau/Reuters