819 bilister blitzet på motorvej – på samme sted
Fem timer tog det at tage over 800 bilister i at køre for stærkt.
Udtrykket ‘søndagsbilister’ kan næppe bruges om de 819, der søndag fik politiets kamera på Vestmotorvejen til at blitze.
Medmindre, selvfølgelig, der med udtrykket menes de, der har en lidt for tung speederfod; hele 819 bilister kan nu nemlig se frem til en hilsen fra politiet.
TV Øst skriver, at mellem klokken 15 og 20.01 blev 5.637 bilister kontrolleret på motorvejen ved afkørsel 42 i vestgående retning.
At hele 819 ikke kunne finde ud af at overholde hastigheden, imponerer ikke ligefrem lederen af færdsesafdelingen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der stod for kontrollen.
På det stykke af motorvejen må man køre 90 kilometer i timen. Søndagens ‘topscorer’ blev målt til 150 kilometer i timen.
– Det er en hån af skiltningen og andre folks sikkerhed. Det er stærkt bekymrende, at folk håner de hastighedsbestemmelser, som myndighederne har sat, siger Erik Mather blandt andet til TV Øst.
16 uheld
TV Øst oplyser videre, at der netop på den strækning allerede i år er noteret hele 16 uheld.
Erik Mather fortæller, at politikredsen har været på stedet minimum to gange månedligt.
– Men 819 er langt ud over det sædvanlige, siger han.