80 brandfolk kæmper mod gigant-brand på sygehus
Næsten 100 mand er sat ind mod flammerne.
80 brandfolk og 20 brandbiler er natten til onsdag sat ind for at slukke en omfattende brand på Holbæk Sygehus.
Det oplyser Vestsjællands Brandvæsen.
Der er ingen meldinger om personskade, men branden har spredt sig og omfatter 4000 kvadratmeter af hospitalet.
Alarmen gik klokken 23.39.
– Branden er opstået i en selvstændig bygning, der bruges som vaskeri, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.
– Den er fuldstændig overtændt, tilføjer han til bladet.
Ingen evakueringer
Der er ikke brand i patientafdelingen, og der er derfor ikke foretaget evakueringer.
Brandvæsenet modtog alarmen kort før midnat.
– Her klokken lidt i tre er branden under kontrol, men vi forventer, at slukningsarbejdet varer til op ad formiddagen, siger beredskabschef Lasse E. Hansen natten til onsdag til Ritzau.
Brandårsag endnu ukendt
Beredskabschefen kan endnu ikke sige noget om, hvordan branden er startet.
– Vi har ingen idé om, hvordan branden er brudt ud. Vi kan kun sige, at den er startet i vaskeriet, siger han.
På Twitter oplyser beredskabet, at Beredskabsstyrelsen Sjælland assisterer med 14 mand, redningskran og to autosprøjter, men kollegerne fra Hedehusene er på stedet med seks mand og en autosprøjte.
Alle i sikkerhed
Det personale, der var til stede i vaskeriet, da branden brød ud, kom selv ud i sikkerhed. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
– Der har ikke været personer til stede i administrationen, men personalet i vaskeriet var kommet ud af egen drift, da vi nåede frem, fortæller vagtchef ved politiet Thomas Jørgensen.
Røgen fra branden er ikke farlig, og det har derfor ikke været nødvendigt at evakuere personer i nærheden, oplyser brandvæsenet.
Politiet har afspærret området omkring sygehuset og vil være til stede, indtil branden er slukket.
Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få kontakt til Midt- og Vestsjællands Politi for yderligere kommentarer.