80-årig mand udsat for sexafpresning
En 80-årig mand er blevet afpresset til at betale penge til ghanesisk kvinde – med nøgenbilleder som våben.
Til Århus Stiftstidende har en 80-årig østjyde, der selvsagt vil være anonym, fortalt, hvordan han er blevet afpresset til at overføre penge til en ghanesisk kvinde.
Hendes våben var en aftale med netop Stiftstidende om, at avisen ville bringe nøgenbilleder af manden, såfremt pengene ikke blev overført til hendes konto i Ghana.
– På Århus Stiftstidende har vi dog aldrig hørt fra den ghanesiske kvinde, skriver avisen.
Startede som sex-chat
Det hele startede for en uge siden, hvor manden faldt over en besked fra en kvinde, Abigail Spendy kalder hun sig, der ville chatte med ham. Det eskalerede derfra til erotisk video-chat.
– Hun sidder den første tid kun og betragter dig. Det er der selvfølgelig ikke megen sjov ved, og så forklarer hun, at hun vil købe et webcam, men blot mangler penge til det. For at sætte lidt skub i fyren, forklarer hun, at hun har lånt et af en kammerat, og så viser hun ellers, hvordan damer ser ud, både udvendig og indvendig. Så forsvinder alle dejlighederne, og hun beder så hjerteskærende, om man ikke nok vil sende penge. I mellemtiden er offeret sikkert gejlet godt op og glemmer sikkert, at det kun er hans videokamera, der kører, og det sidder hun og optager, fortæller den 80-årige til avisen.
I alt overførte manden cirka 700 kroner til Abigail Spendy, men da han nægtede at indbetale flere, truede hun ham altså med, at både Århus Stiftstidende og Jydske Vestkysten angiveligt skulle have indvilget i at bringe et billede af ham uden tøj på.