80-årig bliver bestjålet mens hun besøger mands grav

Hun var i gang med at ordne sin mands grav, da en tyv stak af med hendes taske.

Hun har besøgt den samme kirkegård i 76 år. Nu tør hun ikke længere tage derhen selv.Arkivfoto: SCANPIX
Arkivfoto: SCANPIX

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag morgen fik en 80-årig kvinde fra Massachusetts stjålet sin taske, mens hun besøgte sin mands grav på kirkegården. Det skriver CBS Boston.

Anne Ogden var i gang med at ordne sin mands grav, da en tyv sneg sig op bag hende og stjal hendes taske, som hun havde stillet på jorden.

Besøgt kirkegården i 76 år

Anne fortæller, at hun har besøgt sin bedstemor på kirkegården i 76 år. Senere er hun også begyndt at besøge sin mand.

Hun har plantet pelargonier på begge gravsteder og de kræver pasning. Hun var på mandens gravsted, da hun blev bestjålet.

– Jeg kommer hvert år og det her er første gang, jeg har haft et problem, selvom jeg altid tager af sted selv, fortæller Anne.

Minderne er væk

Hun tiggede tyven om bare at tage pengene og efterlade tasken, men han var ligeglad. Hun havde lige været i banken og havde næsten 1.000 dollar i pungen (6.600 kroner). Men det er kun 80 dollar af dem, hun er ked af at have mistet. De stammer nemlig fra en vane, fra da hendes mand døde, hvor hun tog 20 dollar fra hans pung.

– Jeg tog 20 dollar fra min mands pung, da han døde. Jeg gjorde det samme, da min mor, min tante Julie og min gudmor Anna døde, fortæller Anne og fortsætter:

– På den måde havde jeg følelsen af, at de altid var der sammen med mig. Det var det, jeg gerne ville have tilbage.

Tør ikke tage på kirkegården

Politiet anholdt 32-årige Christopher Ansara på en parkeringsplads ved en bro senere samme dag. Politiet fik et tip om, at han havde været i en kiosk og bagefter taget en taxa til broen.

Politiet kunne identificere Ansara ud fra overvågningsvideo ved kiosken. Han passede  til Annes beskrivelse af gerningsmanden.

Ifølge politiet har Ansara indrømmet tyveriet. Anne har fået hendes taske tilbage, men hun har ikke fået pengene tilbage. Hun har også mistet følelsen af tryghed. Hun tør ikke længere tage ud på kirkegården selv.

Hun har valgt at dele sin historie, fordi hun gerne vil advare folk om ikke at begå samme fejl, hun begik, når de besøger deres kære på kirkegården.

Powered by Labrador CMS