77 personer dræbt i trafikulykke
En lastbil pakket med mennesker og gods væltede tirsdag i Den Centralafrikanske Republik med katastrofale konsekvenser.
Flere end 70 personer har mistet livet i en trafikulykke i Den Centralafrikanske Republik (CAR). Det oplyser hospitalskilder ifølge nyhedsbureauerne AFP og NTB.
Ulykken skete tirsdag, og de mange dræbte var ifølge meldinger i lokale medier på vej til et ugentligt marked. Ifølge AFP har myndigheder oplyst, at en stor lastbil, der fragtede både tungt gods og mange mennesker, væltede.
En kilde oplyser til AFP, at mindst 77 mennesker omkom i ulykken, der skete mellem byerne Bambari og Ippy i den centrale del af landet.
59 lig blev fragtet til et lokalt hospitals kapel. 18 andre blev transporteret fra stedet af pårørende, fortæller Michel Zahandji, der er talsmand for hospitalet i Bambari.
De pårørende vil selv få de omkomne begravet.
Organisationen Læger Uden Grænser oplyser, at 60 personer bliver behandlet for kvæstelser på hospitalet. Lokale medier og sygehuskilder melder dog om 75 kvæstede, skriver NTB.
Markedet, som ifølge den lokale Radio Ndeke Luka var målet for de mange mennesker, ligger i Maloum. Det bliver holdt en gang om ugen.
En lokal beboer fortæller til AFP, at der har været flere ulykker med overfyldte lastbiler i området.
– Der er politi og FN-styrker (i området), men de lader køretøjer fyldt med mennesker, der sidder oven på dem som fugle, passere, siger beboeren Hubert Tchenebou.