75 år: Den tynde model med de mange talenter

Lesley Hornby Lawson var ikke mere end 16 år, da hun slog igennem som fotomodel. Siden blev det både til musicals og tv-serier. 19. september fylder hun 75 år

Offentliggjort

I 1973 fløj fotomodellen Twiggy til Paris for at få taget billeder med sangeren David Bowie. De to skulle nemlig sammen pryde forsiden af modemagasinet Vogue.

- Det var meningen, at det billede skulle være til Vogue, men så blev de nervøse for at putte en mand på forsiden, fortæller Lesley Hornby Lawson i et interview med det britiske tv-netværk ITV.

Til gengæld ville Bowie gerne have billedet. Og sådan gik det til, at albumcoveret på "Pin Ups" blev et billede af Twiggy, som læner sit hoved mod Bowies skulder.

Kun starten på karrieren

Der er siden blevet taget mange billeder af den tidligere fotomodel og skuespiller. Den 19. september fylder hun 75 år.

Kunstnernavnet Twiggy begyndte allerede at hænge ved, kort efter at hun i 1960'erne blev hentet ind i modelverdenen som 16-årig fra en anonym tilværelse i Neasden i England.

Det var hendes store øjne med påmalede øjenvipper og hendes spinkle figur, der gav hende tilnavnet.

Satsede på skuespillet

Som 20-årig besluttede Twiggy sig for at satse på en karriere som skuespiller og sanger.

- I slutningen af tresserne mødte jeg (britisk filminstruktør, red.) Ken Russell, og han fik mig med i "The Boy Friend", siger Twiggy i interviewet på ITV.

Også her havde hun evner.

Hun vandt i 1971 to Golden Globe-priser for sin medvirken i filmversionen af Sandy Wilsons musical "The Boy Friend".

- Ken var noget af en pioner. Og efter det her endte jeg med at komme på Broadway med "My One and Only". Det var skræmmende, men fantastisk. Vi spillede med den i 18 måneder, siger hun.

Idealet om den tynde krop

Twiggy er sommetider blevet beskyldt for at promovere et urealistisk kropsideal. 

I et 2020-interview i The Guardian siger hun, at hun ikke tror, at haute couture-moden nogensinde kommer til at bevæge sig fuldstændigt væk fra idealet om den meget tynde krop.

- Men andre dele af industrien er begyndt at bruge modeller i forskellige former og størrelser, og det synes jeg, at de bør, siger Twiggy.

I 2005 genoptog hun sin karriere som fotomodel - denne gang for det britiske stormagasin Marks & Spencer. 

I interviewet med The Guardian understreger hun, at hendes kollektion for Marks & Spencer går fra en størrelse 8 til en størrelse 22. I europæiske størrelser er det størrelse 36 til 50.

Hun giftede sig i 1977 med den amerikanske skuespiller Michael Witney, og året efter fik de datteren Carly. Michael Witney døde i 1983 som 52-årig af et hjertetilfælde. 

Senere mødte Twiggy skuespilleren Leigh Lawson, som hun giftede sig med i 1988.

Kunstnernavnet Twiggy begyndte allerede at hænge ved, kort efter at Lesley Hornby Lawson i 1960'erne blev hentet ind i modelverdenen som 16-årig fra en anonym tilværelse i Neasden i England. Her ses Twiggy, der 19. september fylder 75, ved en event under Londons modeuge sidste år. - Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix
Powered by Labrador CMS