700 byttede blod for spil
Flere hundrede unge mænd tog imod tilbuddet og troppede op på IT-Universitet for at bytte blod for spil
Der er alt for få unge mænd, der giver blod i Region Hovedstaden, så derfor havde GivBlod arrangeret, at alle, der dukkede op på IT-Universitet i København, fik et Playstation-spil, hvis de donerede blod.
Arrangementet blev en gevaldig succes. Mere end 700 unge mænd dukkede op, skriver MX.
– Interessen har været helt fantastisk, og vi er taknemmelige for, at så mange mennesker har støttet op om sagen, siger Merle Wiborg Romose, kommunikationschef i GivBlod.
På et tidspunkt var der så mange unge mænd, at GivBlod måtte lukke køen midlertidigt, fordi personalet ikke kunne følge med.
Desværre måtte flere også gå forgæves, fordi ventetiden blev for lang. Men interessen har været tiltrængt: Ud af de i alt 13.000 nye bloddonorer i Region Hovedstaden sidste år, var kun 38 rocent mænd.