550 danskere efterlyst: Risikerer at blive anholdt
Minimum 550 danskere er for tiden efterlyste for at udeblive fra et retsmøde i fogedretten.
I den nærmeste fremtid stiller Midt- og Vestsjælland skarpt på at finde de danskere, der ikke er mødt op i fogedretten til et aftalt møde.
Det kan få konsekvenser, hvis ikke man møder op. Læs mere om det længere nede i artiklen.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
En kraftig opfordring
For tiden gælder det minimum 550 danskere, der er udeblevet fra et retsmøde i fogedretten i enten Holbæk eller Roskilde.
Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer alle efterlyste til selv at møde op i fogedretten.
Fogedretterne i Roskilde og Holbæk har åbent i hele sommerperioden, derfor er det muligt for de efterlyste danskere at få klaret mellemværendet i diskretion, oplyser politiet.
Når man udebliver fra et retsmøde i fogedretten, afsiges der en kendelse. Kendelsen gør, at man bliver efterlyst internt blandt alle politikredse i Danmark.
Hvis ikke man selv henvender sig, som politiet anbefaler, at man gør, kan det nemlig ende i en ærgerlig situation.
Frihedsberøvet
Kendelsen betyder nemlig også, at politiet skal finde den udeblevne og anholde vedkommende.
Man kan altså blive anholdt, uanset hvor man befinder sig.
– Efterlysningen af de udeblevne fra fogedretterne betyder, at de efterlyste kan risikere at blive frihedsberøvet uanset hvor og hvornår de træffes eksempelvis ved landegrænsen eller i en færdselskontrol, udtaler politikommissær Benjamin Rasch som leder af en forestående, målrettet aktion mod udeblevne fra fogedretterne i Midt- og Vestsjællands politikreds.
– Det kan måske blive ganske ubelejligt, så derfor opfordrer politiet de efterlyste til at få klaret sagen på et passende tidspunkt, inden politiet dukker op, tilføjer han.
I den kommende tid vil politiet uden varsel møde op på efterlystes bopæl, arbejdsplads eller andre steder, hvor vedkommende kunne opholde sig, i den kommende aktion.