519 kvinder ramt af kræftskandale: Direktør beklager
Det er uvist, hvad der gik galt. Men noget gjorde.
I maj 2014 modtog Region Nordjylland en skrivelse fra Sundhedsstyrelsen. Skrivelsen bestod af en præcisering af, hvornår en kvinde, der havde fået foretaget en mammografiundersøgelse, skulle indkaldes til en eventuel opfølgende undersøgelse.
Alle kvinder mellem 50 og 59 år tilbydes en mammografiscreening, da kvinder i den alder ofte får harmløse forandringer i brystvævet, eksempelvis godartede knuder, der kan være svære at skelne fra ondartede knuder.
Hvis der findes uregelmæssigheder i den første mammografi-undersøgelse, skal patienten tilbydes en supplerende undersøgelse.
Indtil maj 2014 blev patienterne inddelt i tre kategorier med udgangspunkt i, hvor stærk mistanken var til, at en uregelmæssighed kunne være kræft.
Kvinder i de to øverste kategorier blev af Region Nordjylland indkaldt indenfor 14 dage, mens kvinder i den sidste kategori, hvor mistanken var lille, blev indkaldt inden for 30 dage.
Sådan arbejdede man hos Region Nordjylland, men i maj 2014 blev det indskærpet fra Sundhedsstyrelsen, at samtlige kvinder skulle indkaldes til en supplerende undersøgelse indenfor 14 dage.
Det skete ikke. Af årsager, der i dag er svære at finde forklaringer på, blev Sundhedsstyrelsens præcisering overset og dermed ikke fulgt i Region Nordjylland, og det samme skete i Region Sydjylland.
I begyndelsen af 2017 kom det frem, at 811 kvinder ikke var blevet undersøgt til tiden, og at 138 af disse efterfølgende fik konstateret brystkræft.
Det var også sket i Nordjylland
Da det kom frem, blev der reageret i Region Nordjylland.
– Vi sagde; “kunne det samme være sket for os?”, siger Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør i Regionshospital Nordjylland, til Newsbreak.dk.
Det kunne det. 519 kvinder var ikke blevet indkaldt indenfor 14 dage. 56, der havde fået kræft, fik forsinket deres diagnose. Det meddelte Sundhedsstyrelsen onsdag i en pressemeddelelse. Her bliver det nævnt, at det primært er uklare procedurer for vurdering af røngtenbilleder, der er årsag til fejlen.
Altså; fejlen er opstået, fordi man hos Region Nordjylland – efter at man fik procedurerne præciseret fra Sundhedsstyrelsen, har holdt fast i at indkalde nogle patienter inden for 30 og ikke 14 dage.
Tilbage står spørgsmålet; hvordan kunne det ske.
Beklageligt
Hvordan kunne en præcisering fra Sundhedsstyrelsen blive overset i en sådan grad? Præciseringen blev sendt ud i maj 2014, men først i februar 2017 reagerede man i Region Nordjyland.
– Der er nogen, der enten ikke har læst den, eller også har de misforstået den. Det beklager jeg, siger Claus Brøckner Nielsen.
Han hverken kan eller vil love, at en sådan fejl ikke sker igen i fremtiden.
– Der kan engang imellem ske menneskelige fejl, siger han.
Uvished
Fejlen betød i dette tilfælde, at mere end 500 kvinder gik i uvished i langt flere dage, end de skulle, før at de fik at vide, om de havde kræft eller ej.
Det er til gengæld sikkert, at fejlen ikke har kostet menneskeliv. Det har Sundhedsstyrelsen og Patienterstatningen fastslået.
Hvad der til gengæld ér sikkert, det er, at mere end 500 kvinder gik i unødvendig lang tid uden at få at vide, om de var alvorligt syge eller ej.
Claus Brøckner Nielsen fortæller, at man i Region Nordjylland reagerede i det, det blev opdaget, at der var blevet begået fejl i Region Syddanmark.
– Og vi anerkender nu, at vi har begået den samme fejl, siger Claus Brøckner Nielsen.