5157 indlagt: Potentielt dødelig sygdom hærger stadig
Influenzaen har endnu ikke sluppet sit tag.
Andelen af influenzaramte danskere er steget nærmest til himmels denne vinter. Det vurderes, at omkring en million danskere årligt rammes af influenza – både A og B. Ifølge Statens Serum Institut (SSI), der ugentlig følger udviklingen, blev der i uge 11 påvist influenza hos cirka 1300 danskere i forhold til 1600 personer ugen før.
Altså tyder noget på, at influenzasæsonen lakker mod enden, men ikke uden at have gjort indtryk. De modbydelige vira har inficeret endog rigtig mange danskere, og ifølge seneste måling fra SSI har 5157 personer været indlagt siden, sæsonen gik i gang i uge 40 2017.
Men som instituttet skriver: “Der kan være forsinkelse på registreringen af indlagte patienter, og det reelle tal kan være højere. I Danmark registreredes fortsat en markant overdødelighed blandt ældre, hvilket formodes at skyldes influenza.”
Sådan smittes du
Det er dog forholdsvis let at gøre sig selv mindre modtagelig over for de grumme vira, der medfører influenzaen. Ifølge biolog Maria Balle, der er ansat ved hygiejnevirksomheden Initial, er den væsentligste smittekilde stadig vores hænder.
Hænder kommer dagligt i kontakt med alverdens flader og andre steder, hvor bakterier kan være efterladt af andre mennesker. Derfor er god håndhygiejne ganske essentielt, hvis du heller ikke gider bruge tiden på sofaen under tæppet med hovedpine og snot og snask løbende ud af de fleste huller.
– Mange siger, at de vasker hænder, men gør det kun, når andre ser det. For mange mennesker handler det at vaske hænder om at stikke hænderne ind under hanen et øjeblik. Men der skal varmt vand, sæbe og knofedt til, hvis man vil reducere smittefaren, siger Maria Balle, der i en pressemeddelelse har samlet en oversigt til, hvordan du bedst vasker dine hænder:
Gør hænderne våde, inden du kommer sæbe på.
Vask omhyggeligt hænderne, også ved tommelfingrene, mellem fingrene, på håndryggen, ved fingerspidserne og omkring håndleddene.
Brug varmt vand.
Tør hænderne ordentligt. Er du på et offentligt toilet, så brug så vidt muligt et papirhåndklæde, helst fra en no touch-dispenser.
I galleriet her over artiklen kan du få andre lette – og solide – tips til at undgå at være influenzaens næste offer. Selv tak.