50.000 danskere er allergiske: I disse situationer skal du omgående søge læge
Sommeren er god for hvepse og mindre god for folk med hvepseallergi.
Bzzz. Stik.
Man er ikke i tvivl, når en hveps eller en bi har plantet sin brod i huden, og smerten breder sig.
Man kan til gengæld godt blive i tvivl om, hvornår man skal reagere og søge læge. For har man allergi over for stikkene, er man nemlig nødt til at handle hurtigt.
Omkring 50.000 danskere har allergi over for hvepse- og bistik, anslår Astma-Allergi Danmark.
Men der er ikke nogen, der er født som allergikere over for hvepse- eller bistik. Derfor er det noget, der potentielt kan påvirke alle.
– Man kan godt pludselig blive allergiker. Det er der ikke nogen regler for. Men man skal have mødt bi- eller hvepsestikkene for at kunne danne antistoffer i kroppen, fortæller Betina Hjorth, rådgivningschef hos Astma-Allergi Danmark, til Ritzau.
– Så første gang man bliver stukket, vil man ikke opleve nogle symptomer, det er måske først anden, tredje eller fjerde gang. På den måde er det alle, der kan blive ramt af det.
I Aarhus kommer flere
Skadestuen på Aarhus Universitetshospital oplever da også i øjeblikket flere patienter end sædvanligt, som kommer ind til behandling for bi- og hvepsestik.
– Vi ser flere bi- og hvepsestik, end vi plejer, bekræfter ledende overlæge på akutafdelingen Ole Mølgaard over for TV2 Østjylland.
– Det er folk, der bliver stukket et sted, hvor det kan være risikabelt som for eksempel hals eller tunge, som kommer ind. Og så er det folk, der har en kendt allergi over for hvepse.
Bliver man stukket i munden eller på halsen kan det hæve op, så man får svært ved at trække vejret. Derfor er det vigtigt at søge læge, hvis man bliver stukket her.
Nye allergikere
Det gør ondt at blive stukket af en hveps og langt de fleste oplever blot lidt irritation omkring det sted, hvor de blev stukket.
Enkelte er dog allergiske og her gælder det om at holde øje med følgende symptomer: svimmelhed, utilpashed, problemer med at få vejret samt kvalme og træthed.
– Vi får også folk ind, der endnu ikke har opdaget, at de har allergi over for hvepse. De oplever måske at blive utilpas eller få udslæt efter et stik, forklarer Ole Mølgaard.
Mange hvepse og bar hud
Ifølge overlægen er der i øjeblikket flere, der bliver stukket, fordi det netop er så varmt, at man har mindre tøj på og dermed mere let tilgængelig hud for eventuelle hvepseangreb.
Oven i dét kommer, at der i år er ekstra mange hvepse og at hvepsene netop i disse uger begynder at søge væk fra boet, fortæller naturvejleder og museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus Morten D. D. Hansen.
– Når det er en solrig og vindstille sommer er det en god hvepsesommer, siger han.
– For hvepse lever at små flyvende insekter, som de fodrer deres larver med. Og der har nærmest aldrig været flere små flyvende insekter end i år.
Arbejdsløse slikmunde
Hvepselarverne har derfor fået rigelig mad og hvepseboene er blevet kæmpe store. Nu er vi imidlertid nået så langt hen i hvepsenes kalender, at boene er gået i opløsning og de nye dronninger er skabt.
– Det betyder, at arbejder-hvepsene nu er arbejdsløse og de opfører sig så, som nogle arbejdsløse måske nok gør: De begynder at æde og drikke, griner Morten D.D. Hansen.
– De vil ikke have insekter mere. Nu vil de have alkohol og sukker og derfor begynder de oftere at nærme sig mennesker, forklarer han.
Der har floreret rygter om, at hvepsene skulle blive mere nærgående, fordi de var tørstige og gerne vil drikke menneskers sved og spyt. Det giver Morten D.D. Hansen imidlertid ikke meget for:
– Det vil jeg se, før jeg tror det, siger han.