5.000 eksemplarer af Charlie Hebdo på vej mod Danmark
Det ventes, at danskerne fredag morgen kommer til at rive de første 300 eksemplarer af det franske satiremagasin Charlie Hebdo af hylderne med lynets hast.
Men kunder, der fredag må gå forgæves, skal blot væbne sig med tålmodighed og forsøge sig i bladkiosken på et senere tidspunkt, siger Christian Lanng, der er direktør for Bladkompagniet, som distribuere magasinet i Danmark.
»Vi får et begrænset antal magasiner leveret, som vil være til salg i udvalgte kiosker i Storkøbenhavn fredag morgen, men efter at have været i kontakt med flere kiosker de seneste dage, har vi bestilt flere eksemplarer af Charlie Hebdo for at kunne imødekomme den meget store efterspørgsel, vi bliver mødt med,« siger Christian Lanng og fortsætter:
»Vi havde en forventning om at kunne sælge ganske få hundrede eksemplarer i første omgang, men vi er nu oppe på en samlet efterspørgsel på minimum 5.000 eksemplarer, hvilket vi forsøger at skaffe hjem snarest,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.
Det er endnu uvist, hvornår den nye sending af Charlie Hebdo-magasiner rammer de danske bladkiosker, men det bliver tidligst i den kommende uge. Og hvis alt flasker sig for Bladkompagniet, vil man også være i stand til at sætte magasinet til salg uden for hovedstadsområdet.
»Vi regner med at modtage de 5.000 nye eksemplarer løbende over de næste uger, men vi er ikke sikre på, hvor mange det er muligt at få fat i. Men i takt med at vi modtager tilstrækkelige eksemplarer af magasinet, så udvider vi distributionen fra Storkøbenhavn til resten af Danmark,« siger Christian Lanng og fortsætter:
»Vi har en kommerciel interesse i at opfylde efterspørgslen, og jeg kan love, at vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at skaffe endnu flere eksemplarer, hvis der er efterspørgsel på det,« siger Christian Lanng.
Produktionen af de i alt fem millioner eksemplarer, der trykkes af Charlie Hebdo, er tidligst færdig sent onsdag aften i næste uge, og det er den franske efterspørgsel, der skal opfyldes først.