500 Charlie Hebdo-magasiner udkommer i Danmark
I starten af næste uge kan satirebegejstrede danskere få fingre i det nye nummer af det franske magasin Charlie Hebdo.
Det terrorramte magasin udkom igen i Frankrig onsdag efter en længere pause i kølvandet på attentatet 7. januar, der kostede otte ansatte livet.
Og snart lander 500 eksemplarer så i Danmark, fortæller den administrerende direktør i Bladkompagniet, Christian Lanng Nielsen.
»Vi har lagt beslag på 500 blade, der kommer til Danmark i slutningen af ugen og vil blive solgt i starten af næste uge. Jeg kan ikke sige, at kunder kan få fingre i bladet præcis på mandag. Det er franskmænd, vi har med at gøre, så vi har ikke helt faste leveringsdage,« siger han.
De 500 eksemplarer lyder ikke af meget sammenlignet med de 6.000, der blev helt udsolgt i Danmark, da det seneste nummer med en grøn forside og en tegning af Muhammed udkom den 14. januar – kun en uge efter terrorangrebet.
Bladkompagniet oplever nemlig, at danskernes store interesse for bladet kun var en kort affære.
»Vi har oplevet, at interessen er faldet meget markant på det her produkt. Vi anlægger en streng kommerciel vurdering, så vi bringer de produkter til Danmark, vi forventer at afsætte gennem vores forhandlere,« siger Christian Lanng Nielsen.
Det nye nummer af satiremagasinet bliver distribueret til hele landet, hvor mere end 50 kiosker sælger det videre til danskerne.
De ansatte på Charlie Hebdo har holdt mere end en måneds pause for at komme til hægterne efter terrorangrebet i januar, hvor bevæbnede mænd trængte ind på redaktionen i Paris og skød og dræbte otte medarbejdere.
Men fra nu af er det planen, at magasinet igen udkommer hver onsdag i Frankrig.