50-årig stak kontrollør knytnæve i hovedet

Inden da forsøgte passageren at stikke af fra de to buskontrollører

Politiet måtte rykke ud og anholde en 50-årig buspassager for vold mod en kontrollør. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

En ganske almindelig buskontrol eskalerede voldsomt på en bus ved Viby Torv i Aarhus tirsdag eftermiddag.

To buskontrollører steg på bussen for at tjekke, om alle passagerer havde købt billet.

Her bemærkede de, at en 50-årig mand skyndte sig at registrere sit rejsekort, da han opdagede kontrollørerne.

Men det er ikke tilladt, hvilket den ene af kontrollørerne forsøgte at forklare til manden. Ifølge reglerne skal en passager registrere kortet med det samme, at personen stiger på bussen.

Fik fat i ben og lagt ham ned

Kontrolløren ville derfor give passageren en bøde, men da den 50-årige oplyste flere forskellige personnumre, blev han bedt om at stige af bussen, så hans identitet kunne fastslås.

Idet de steg af bussen, satte passageren i løb. Han fik hurtigt kontrollørerne i hælene.

Manden forsøgte at stikke gennem en hæk ved Tomsagervej, men den ene af kontrollørerne fik fat i hans ben og lagt ham ned på jorden.

Anholdt og sigtet

Ifølge kontrolløren forsøgte han at holde passageren nede, men manden bed ham i armen og gav ham efterfølgende et knytnæveslag i hovedet.

Med hjælp fra sin kollega fik kontrolløren dog holdt den 50-årige nede, mens der blev ringet til politiet.

Da politiet ankom til stedet, blev buspassageren anholdt og sigtet for vold mod person i offentlig tjeneste.

Powered by Labrador CMS