5-2 samlet var så absolut nok til CL-avancement
Real Madrid vandt tirsdag 2-1 ude over Paris Saint-Germain. Dermed er spanierne videre i CL med 5-2 samlet.
For ottende sæson i træk er Real Madrid klar til kvartfinalerne i Champions League.
Tirsdag aften ekspederede de seneste to års vinder af turneringen i ganske sikker stil Paris Saint-Germain ud af turneringen.
Real Madrid vandt opgøret med 2-1 og er dermed videre med samlet 5-2.
Opgøret blev aldrig for alvor spændende, og da Cristiano Ronaldo i begyndelsen af anden halvleg var på pletten for niende Champions League-kamp i træk, virkede kampen om avancement afgjort.
Edinson Cavani udlignede på en tilfældighed, før Casemiro sikrede sejren, da hans afrettede skud gik i mål.
PSG var uden stjernen Neymar, og Real Madrid døjede med flere profiler uden kampform. Derfor var midtbanespillerne Luka Modric og Toni Kroos begge at finde på bænken fra kampens start. Her sad de sammen med Gareth Bale.
Trods stjernernes fravær åbnede kampen i et højt tempo, men chancerne lod vente på sig.
Sergio Ramos og Karim Benzema stod bag Real Madrids to største muligheder før pausen, men begge måtte se deres afslutninger nær mål reddet af PSG-målmand Alphonse Aréola.
Inden pausen nåede PSG at give antydninger af, at holdet kan true Real Madrid.
Kylian Mbappé misbrugte blandt andet en god mulighed. Stjerneskuddet burde nok have forsøgt at aflevere bolden på tværs til Edinson Cavani i stedet for at skyde fra en lidt for spids vinkel.
Seks minutter inde i anden halvleg forduftede håbet om en kvartfinalebillet så for hjemmeholdet.
Cristiano Ronaldo havde minuttet inden brændt en hovedstødschance, men da han fik endnu en, var han i vanlig stil træfsikker.
Marco Asensio spillede Lucas Vázquez fri, og han chippede den over til bageste stolpe, hvor Ronaldo ugeneret headede Real Madrid i front.
Hjemmeholdet gav ikke op, men havde store problemer med at spille hurtigt nok til at bringe Real Madrid i ubalance.
Vilkårene for et stort comeback blev yderligere forringet, da Marco Verratti efter 65 minutter brokkede sig til et gult kort. Italieneren havde allerede modtaget en advarsel før pausen, og derfor kunne han gå tidligt i bad.
Kortvarigt fik det en positiv effekt, da Edinson Cavani ubevidst udlignede kort efter, da bolden ramte hans knæ og strøg i mål.
En større PSG-satsning endte med at koste i de defensive rækker.
Real Madrid kom nemt til store chancer, men der skulle alligevel et afrettet skud fra midtbaneslideren Casemiro til at sikre sejren.