49-årig kvinde dræbt i voldsom ulykke

Den kvinde, der søndag morgen blev alvorligt kvæstet i en bådulykke er nu død.

Det var her i farvandet mellem Esbjerg og Fanø, hvor sejlbåden sejlede ind i en bøje. Klik og se, hvordan bøjer kan se ud. Foto: Google Maps.
Det var her i farvandet mellem Esbjerg og Fanø, hvor sejlbåden sejlede ind i en bøje. Klik og se, hvordan bøjer kan se ud. Foto: Google Maps.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den bådulykke, som Newsbreak.dk tidligere søndag omtalte, har nu kostet en 49-årig kvinde livet.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

– De står ud fra havnen i Esbjerg, sagde Mads Leervad Dammark, vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi, søndag morgen til Newsbreak.dk.

‘De’ er i dette tilfælde den alvorligt kvæstede kvinde og en mand, der også var ombord og kom til skade i ulykken, omend ikke alvorligt.

Politiet får anmeldelsen om ulykken klokken 05.42.

Båden, en 30-fods sejlbåd, ramte mellem Esbjerg og Fanø en bøje af metal.

– De sejler så ind i bøjen, bøje 3 for at være præcis. Den er nærmest som et tårn, der er banket ned i sandbunden, fortalte Mads Leervad Dammark.

Båden, der sejlede ud ved hjælp af sin motor, har blot sejlet mellem 6 og 8 knob (Cirka 11-14,5 kilometer i timen) ved udsejlingen.

– De rammer så bøjen frontalt, men jo ikke med så meget fart. Det har sandsynligvis været i forbindelse med kollisionen, at de er blevet kastet rundt i båden, sagdevagtchefen.

Hvordan de to personer i båden er i relation til hinanden, kunne han ikke fortælle.

Kvindens pårørende blev allerede søndag morgen underrettet om ulykken.

 

Powered by Labrador CMS