47 Fakta-butikker skal lukkes: Se hele listen her
47 butikker lukker. Nu sætte Coop navn på.
Coop lukker 47 Fakta-butikker. Det oplyste dagligvaregiganten i en pressemeddelelse torsdag, og fredag er der så sat navn på butikkerne.
Lukningerne vil blive gennemført inden udgangen af maj. I dag er der lidt over 400 Fakta-butikker i Danmark, og med lukningerne vil der være 359 butikker tilbage i dagligvarekæden.
Fakta forbedrede i 2017 sit driftsresultat, men på bundlinjen var der stadig et underskud på 18 millioner kroner sidste år.
Selv om det var en forbedring fra året før, hvor underskuddet var 124 millioner kroner, må flere Fakta-butikker stadig lukke.
– Vi vælger at lukke 47 butikker, som vi kan se, at vi ikke kan få en sund og rentabel drift på i fremtiden. Nu fokuserer vi så på de butikker og placeringer, hvor vi tror på, at vi har en sund drift i fremtiden, sagde Fakta-direktør Stina Glavind torsdag.
Direktøren erkender, at nogle af butikkerne ikke skulle være åbnet.
– Nogle af de her butikker skulle måske aldrig have været åbnet. De er åbnet i en tid, hvor det handlede om at have flest mulige kvadratmeter i Danmark.
– Og så er der en del butikker, hvor kundegrundlaget er blevet for lille over tid, siger hun.
Lukningerne berører cirka 900 medarbejdere, hvoraf 400 er under 18 år. Coop vil forsøge at tilbyde dem jobs i andre butikker, skriver koncernen.