47-årig butikstyv ryger i fængsel
Tre måneders fængsel - det er, hvad en 47-årig mand skal sidde inde efter to butikstyverier.
Retten i Randers tirsdag idømt en 47-årig mand fra Randers en straksdom på tre måneders ubetinget fængsel for to butikstyverier begået i Randers mandag.
Det første tyveri fandt sted mandag klokken 11.10 i en Fakta-butik i Randers, hvor butiksbestyreren så den 47-årige mand stjæle diverse varer fra butikken til en samlet værdi af 328,05 kroner.
Da butiksbestyreren konfronterede den 47-årige, blev han udsat for flere verbale trusler på livet. Politiet kom til stedet og sigtede den 47-årige for butikstyveri og for trusler på livet, hvorefter den 47-årige forlod stedet.
Klokken 15.35 fik politiet en ny anmeldelse, denne gang fra Føtex i Randers, der også havde tilbageholdt den 47-årige mand, der var blevet set sjæle fire pakker batterier og en Iceshot til en samlet værdi af 290 kroner. Da det var anden gang samme dag manden stiftede bekendtskab med politiet, blev han anholdt og taget med på stationen.
Han blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers klokken 10.30 tirsdag formiddag, og det endte altså med en straksdom på tre måneders ubetinget fængsel.
Den 47-årige udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.