46.000 bier myrdet i brutalt honningkup
Tyvene stjal honning fra flere bikuber og efterlod bierne til at dø i kulden.
To biavlere i Toronto er sønderknuste, efter nogen har brudt ind i tre af deres syv bikuber, stjålet det gyldne honning og efterladt 46.000 bier til at dø i kulden.
I starten af måneden opdagede en af biavlerne det besynderlige tyveri. I alt blev mellem seks og otte honningrammer ødelagt. Men flere af rammerne er blevet efterladt fulde af honning, og fire af bikuberne er ikke engang blevet rørt af tyvene. Det skriver Toronto Sun.
– Det er det underlige ved det, siger biavleren Melissa Berney og fortsætter:
– De tog et par rammer fra hver af de bikubber de stjal fra. De tog ikke det hele.
Hver af de stjålne honningrammer kunne have produceret 1,8 kilo honning. Når alle syv bikuber var i fuld produktion, kunne bierne producere 272 kilo om året. Der boede i alt 140.000 bier i bikuberne. Det makabre tyveri har kostet 46.000 af dem livet.
Motivet mangler
Shawn Caza, den anden biavler, fortæller, at den første gang han lagde mærke til noget mærkeligt var tidligt december. Her var en bikuberne blevet lukket til. Tættere på jul opdagede han, at noget honning var blevet skåret ud fra flere af bikuberne. Dagen inden tyveriet opdagede han, at den beskyttende isolering var blevet revet af mange af kuberne.
Han er sikker på det er mennesker og ikke dyr, der står bag, da det ser ud som om en kniv er blevet brug til at skære rammerne ud.
– Det er ikke til at finde et motiv. Hvorfor skulle man stjæle honning? Det giver bare ikke mening, siger Caza og fortsætter:
– Måske ville de dræbe bierne, men det giver heller ikke mening, for så kunne de bare have væltet bikuberne.
Låser nu bierne inde
Det er en organisation ved navn Fort York, der står bag honningproduktionen. Honningen bruges til madprogrammer i organisationen. For at undgå yderligere vandalisme i fremtiden, bruger biavlerne nu låse på trækasserne for at beskytte bikuberne indeni.
– Vi har arbejdet sammen med Melissa og Shawn i næsten fire år, for at få bikuberne op på den produktion de har nu, siger David O’Hara, der arbejder for Fort York og fortsætter:
– Det er ikke et område offentligheden har adgang til. Det er sikret om natte, men hvis folk vil klatre over hegnet for at komme ind, så kan de tydeligvis godt det.