4500 betalte selv: Problemer med blåt sygesikringsbevis
4500 danskere søgte sidste år om refusion for sygebehandling i Europa. Rum til forbedring, mener forbrugerråd.
Det blå EU-sygesikringsbevis skaber fortsat problemer for et stort antal danske turister, som rammes af akut sygdom under deres ferie i Europa.
Således måtte 4500 danskere sidste år have penge op af lommen og selv betale for at få hjælp. Det blå kort skulle ellers i mange tilfælde dække udgifterne ved behandlingen.
Det viser de nyeste tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Til sammenligning var tallet det samme for 2017, mens der i 2016 var tale om 4000 danskere, der søgte om refusion.
Refusionsansøgning
Det kan skyldes flere ting, at sygebesøg ender med refusionsansøgning, siger jurist og specialkonsulent hos Styrelsen for Patientsikkerhed Elisabeth Kjøller.
– Det kan enten være fordi, man ikke har husket at få det blå EU-sygesikringskort med, eller fordi man har modtaget behandling på en privat sundhedsklinik, siger Elisabeth Kjøller.
Skulle det ske, at man glemmer sit sygesikring hjemme i stedet for tage det med på rejsen, så kan Udbetaling Danmark fremsende en erstatningsattest.
Modtager ikke EU-kort
Desuden kan flere turister også opleve, at behandlingssteder ikke tager imod det blå kort.
– I nogle tilfælde accepterer behandlingsstedet ikke det blå kort. Vi får også mange refusionsansøgninger fra forsikringsselskaber, siger Elisabeth Kjøller.
En stor del af ansøgningerne kommer fra sygebehandling i Spanien, Østrig, Frankrig, Italien og Tyskland.
2,7 millioner kroner
Sidste år udbetalte styrelsen samlet 2,7 millioner kroner i refusion. Det er ikke muligt for styrelsen at oplyse, hvor mange af ansøgningerne der endte med refusion.
Artiklen fortsætter efter videoen.
Selv om det er muligt at søge refusion, skal man være opmærksom på de huller, hvor det blå sygesikringsbevis ikke dækker som hvis man gør brug af private klinikker.
Men der findes også andre situationer, hvor det blå kort ikke dækker. Det kan du læse om i galleriet ovenfor.
Fungerer ikke
Vicedirektør hos Forbrugerrådet Tænk Vagn Jelsøe mener, at der er “rum til forbedring” i antallet af refusionansøgninger.
– Det er tydeligt, at der er et godt stykke vej, før det her (det blå EU-kort, red.) fungerer, siger han og fortsætter:
– Det gælder både i forhold til de rejsende, der får styr på det, men også det helt indlysende, at der er brug for at gøre klart, hvordan behandlerne skal reagere.
Millioner udløber
Vagn Jelsøe gruer samtidig for, at antallet af ansøgere om refusion i år bliver større, da godt to millioner danske EU-kort udløber i 2019, da det skal fornys hvert femte år.
-Det kan jo betyde, at du kommer af sted med et kort, der ikke længere er gyldigt. Og hvis du kommer galt af sted på rejsen, skal du med manglende dækning selv betale, hvis du bliver syg og skal til læge eller på hospitalet, sagde skadedirektør i Codan, Henrik Bundgaard, i en pressemeddelelse tidligere på året.
Ordningen med det blå kort blev indført i sommeren 2014 under S-R-SF-regeringen med afsæt i EU-regler.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S), da han holder ferie.