44 år som regent: En populær dronning

Den 14. januar 1972 døde kong Frederik den 9. Dronning Margrethe den 2. blev regent

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 14. januar 1972 blev daværende prinsesse Margrethe udråbt til dronning af Danmark.

Torsdag er det 44 år siden, dronning Margrethe overtog tronen som statsoverhoved, da hendes far kong Frederik IX døde på Kommunehospitalet.

Det lå ellers ikke lige for, at den unge prinsesse Margrethe en dag skulle overtage tronen. Ved fødslen var Margrethe nemlig ikke tronfølger – først i 1953 trådte en ny Tronfølgelov i kraft, da danskerne ved en grundlovs-afstemning stemte ja til, at der kunne være en kvindelig arvefølge. Derfor har dronning Margrethe heller aldrig været kronprinsesse.

En populær dronning

Dronning Margrethe er en af de mest populære statsoverhoveder i Europa, fortæller kongehus-ekspert Lars Hovbakke Sørensen til newsbreak.dk:

– I 1972 var det kun 50 procent af danskerne, der gik ind for monarkiet. I dag er det 80 procent, så hun er en populær dronning.

Lars Hovbakke Sørensen fortæller, at dronning Margrethe på mange måder er en utraditionel regent i og med, at hun interesserer sig for rigtig mange ting og ved rigtig meget om mange forskellige ting. Hun interesserer sig for politik og samfundsforhold, kultur og kunst, så hun appellerer meget bredt.

– Hun holder fast i traditioner i Kongehuset, men hun går også ind for fornyelse, fortæller Lars Hovbakke Sørensen.

For eksempel var dronning Margrethe den første danske regent, der stillede op til et live interview på tv. Det skete i 2012, da Ulla Terkelsen i anledning af dronningens regent-jubilæum, interviewede hende for TV 2.

Skal til at løbe hurtigere

Der er ingen tvivl om, at dronning Margrethe bliver på tronen, til hun dør.

– Det er en af de traditioner, hun holder fast i, fortæller Lars Hovbakke Sørensen.

– Ikke siden kong Christian II i 1523 blev fordrevet fra tronen, har en regent forladt tronen før tid, fortæller han.

Men dronningen skal til at “løbe hurtigere”, fortæller kongehus-eksperten også. Med prins Henriks “pension” får dronningen mere at se til.

– Hun har en stor ansvarsfølelse og en stor pligtfølelse. Hun får en større arbejdsbyrde.

Han mener også, at kronprinseparret også får mere at lave, men de kan ikke erstatte prins Henrik. Lars Hovbakke Sørensen fremhæver de statsbesøg, som dronningen og prinsgemalen har været på i løbet af årene, hvor de har suppleret hinanden godt – der har det fungeret godt, at de har været afsted som par.

Powered by Labrador CMS