42-årig mand død efter fulde-slagsmål

Et knytnæveslag midt i ansigtet tog livet af en 42-årig mand, der blev fundet bevidstløs i Greve Midtby Center.

Greve Midtby Center dannede rammen om et voldsomt slagsmål, der kostede en 42-årig mand livet. Foto: Google Streetview
Offentliggjort Sidst opdateret

Han lå så stille, at forbipasserende blev bekymrede. Manden lugtede kraftigt af alkohol, men rørte ikke det mindste på sig. Den 42-årige var bevidstløs, og han lå på jorden i Greve Midtby Center, mens juleglade shoppere gik forbi i højt humør.

Et knytnæveslag midt i ansigtet tog livet af en 42-årig mand, der blev fundet bevidstløs i Greve Midtby Center tilbage i december. Fredag har den anden ende af knytnæven fået sin straf. Seks måneders fængsel.

Politiet rykkede ud et par dage før jul, fandt den bevidstløse mand, der blev skønnet stærkt påvirket af spiritus, og da politi og redning på stedet så mindre skader blandt andet på mandens krop, blev han kørt til Køge Sygehus, hvor en kraftig blødning i hjernen blev opdaget. Den blødning var så voldsom, at mandens liv var tabt. På Rigshospitalet, hvor den 42-årige blev overført til og lagt i respirator, kunne personalet konstatere manden død den 22. december.

Sigtet lavt, dømt højt

Allerede om morgenen, dagen før juleaftensdag, meldte en da 48-årig mand fra Greve sig selv til politiet. Han havde været oppe at slås med den døde.

Retten i Roskilde fandt fredag den nu 49-årige skyldig i at have slået modstanderen hårdt i ansigtet, så han faldt bagover og slog hovedet. Et fald der resulterede i en hjerneblødning og senere døden.

– Det er ingen tvivl om at dette er en meget tragisk sag for alle involverede. Ikke mindst eftersom det aldrig var mandens hensigt, at offeret skulle afgå ved døden. Men det ændrer ikke på,  at det var det som skete, og at det er en følge man må regne med, hvis man slår nogen. Normalt straffes et knytnæveslag med omkring 30-40 dages fængsel, men på grund af de alvorlige følger, blev straffen fastsat til 6 måneders fængsel, hvilket også var min påstand under sagen, siger anklagerfuldmægtig Anna Karlén i en pressemeddelelse.

Af politiet blev manden oprindeligt sigtet efter paragraf 244, der handler om almindelig vold (eg. værtshusslagsmål, et til to knytnæveslag o.lign.).

Det er ikke lykkedes Newsbreak.dk at få en kommentar fra Anna Karlén for at høre, hvad der har gjort, at anklageren ønskede den skyldiges straf så lang.

Manden blev også dømt til at betale erstatning på over 300.000 kroner til afdødes børn. Han vil i samråd med sin forsvarer overveje om dommen skal ankes til landsretten

Powered by Labrador CMS