41 år: Dansk legende stopper karrieren

41-årige Kim Staal lægger skøjter og stav på hylden efter en lang karriere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter en karriere på mere end to årtier stopper en af dansk ishockeys største stjerner gennem tiden, Kim Staal, karrieren.

– Jeg ved, jeg kommer til at savne træningen og kampene. Der bliver et tomrum, siger 41-årige Kim Staal til TV2 Sport.

– Jeg har fået lov til og er taknemmelig over, at jeg har spillet længe. Det var tid til det – der er yngre og bedre kræfter, der skal frem, og det passer godt nu.

Han har de tre seneste sæsoner slået sine folder i Herlev Eagles efter en karriere, som har taget ham forbi både svensk, amerikansk og sågar japansk ishockey.

Staal var en af Danmarks største profiler, da holdet i begyndelse af dette årtusind kæmpede sig op i A-gruppen til VM, hvor holdet har været siden.

Mest scorende spiller

Med sine 20 mål ved A-VM er Kim Staal fortsat Danmarks mest scorende spiller ved verdensmesterskaberne for klodens største ishockeynationer.

– Jeg skal lige have en pause og lave lidt andet, men det er ikke umuligt, at ishockey kommer til at fylde i mit liv igen, lyder det fra Kim Staal.

Han nåede i landsholdsregi 214 kampe for Danmark, hvor det blev til 165 point.

Tidligt i sin karriere blev han draftet af NHL-klubben Montreal Canadiens, men det blev aldrig til debut i verdens stærkeste liga.

Powered by Labrador CMS