400 krysantemum-bomber er dukket op siden nytår
Der er søndag fundet krysantemumbomber i Aalborg
Efterladte krysantemumbomber er de seneste dage dukket op på en strand i Hals, på en genbrugsstation i Herning og senest på en sti i Blegdalsparken i Aalborg-bydelen Hasseris, hvor Nordjyllands Politi ved middagstid måtte afspærre nogle hundrede meter af stien for at få bomben fjernet.
»På begæring fra EOD (ammunitionsryddere, red.) kom der nogle hjemmeværnsfolk og hjalp os med at fjerne den,« fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Henrik Beck til Berlingske Nyhedsbureau.
Han tilføjer, at bomberyddere de seneste dage har haft overordentligt travlt med at rykke ud til alle de farlige bomber. Ifølge TV2 er der fundet over 400 krysantemumbomber over hele landet siden nytårsaften. Her kostede det farlige fyrværkeri i to forskellige ulykker tre mænd livet, mens to kom alvorligt til skade.
Politiet kan ikke udelukke, at der de kommende dage vil blive ved med at dukke krysantemumbomber frem.
»Hvis man finder sådan en, skal man først gå langt væk og så ringe til politiet. Så vil vi få nogen til at komme og tage sig af den, for de bomber er så farlige, at vi ikke selv tør at håndtere dem,« siger Henrik Beck.
De mange farlige krysantemumbomber i det fri fik lørdag Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup (DF) til at opfordre politiet til at give frit lejde for indlevering af farligt fyrværkeri, men det er blevet afvist af både Socialdemokraterne og politiet selv.
Hvis man er i besiddelse af krysantemumbomber eller andet ulovligt fyrværkeri, lyder opfordringen fra Henrik Beck:
»Man skal tage det som en mand og ringe til os og fortælle, hvad man er i besiddelse af, og så får vi nogen til at komme og tage sig af det. Man skal ikke bare efterlade dem rundt omkring, hvor de kan være til fare for andre.«