37-årig i livsfare: Formodet gerningsmand efterlyses internationalt
Politiet jagter ham fortsat
En 40-årig formodet gerningsmand ved navn Ali Mohammad Ali er fortsat på fri fod i en mystisk sag om et knivstikkeri.
Offeret - en 37-årig mand - blev livsfarligt såret efter knivstikkeriet i Hobro fredag aften.
Manden er fortsat indlagt i yderst kritisk tilstand, oplyser vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi til nordjyske.dk.
Knivstikkeriet skete på en adresse på Randersvej omkring klokken 22.
Kort tid efter blev Ali Mohammad Ali efterlyst i forbindelse med knivstikkeriet.
Politiet har en stærk formodning om, at han er gerningsmanden bag det voldsomme knivstikkeri, og han er også blevet varetægtsfængslet in absentia.
Det betyder også, at han nu er efterlyst internationalt for drabsforsøg, skriver Nordjyske.
En presset mand
Nordjyllands Politi vil fortsat gerne høre fra offentligheden, hvis nogen ved, hvor den 40-årige Ali Mohammad Ali kan være.
Men man skal ikke selv forsøge at tage kontakt til ham.
- Vi vurderer ikke umiddelbart, at han er farlig, men han kan være en presset mand, så man skal kontakte politiet, og ikke selv tage kontakt, hvis man ser ham, siger Frank Olsen til Nordjyske.
Knivstikkeriet fandt sted fredag 3. juni klokken 21.54 på Randersvej i Hobro.