358 danskere sagsøger Facebook

Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

358 danskere er blandt de 25.000 personer, som har stævnet Facebook for misbrug af personlige oplysninger, skriver dr.dk.

9. april begynder sagen så småt ved retten i Wien. Denne dag bliver der et indledende møde, hvor repræsentanter for den amerikanske gigant får mulighed for at kommentere søgsmålet.

Retten skal ved denne lejlighed vurdere, om Facebooks protester mod søgsmålet er rimelige. Hvis de ikke er det, fortsætter sagen. Facebook har hidtil afvist sagen, skriver dr.dk.

Hovedmanden bag det store gruppesøgsmål er den østrigske jurastuderende Max Schrems. Sagen stammer fra sidste sommer, hvor han indbød utilfredse Facebook-brugere til at deltage i et gruppesøgsmål.

Sagen handler ifølge dr.dk om flere ting – blandt andet Facebooks samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste NSA samt overvågning af, hvad brugerne laver på tværs af hele internettet.

Max Schrems har længe kæmpet for at få den amerikanske gigant til at rette ind efter europæisk lov, efter at han under et studieophold i USA begyndte at interessere sig for Facebooks syn på EUs love om databeskyttelse.

Ender Max Schrems og kompagni med at vinde sagen, kan det koste Facebook millioner af kroner i erstatning.

Powered by Labrador CMS