33.000 illegale indvandrere krydsede grænsen

Arkivfoto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Udlændinge i titusindvis holder sig under politiets radar og bor eller arbejder ulovligt i Danmark. Det fremgår af en ny analyse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed

I rapporten anslås med et forsigtigt skøn, at der sidste år var 33.000 illegale indvandrere i landet. Dermed kan der være tale om mere end en fordobling siden 2008.

Tallene er dog behæftet med en vis usikkerhed, da de lever skjult. Men forskningschef Torben Tranæs, der står bag undersøgelsen, mener, at tendensen er klar.

»De skandinaviske velfærdssamfund er kendt for at være gennemregulerede og have styr på borgerne med CPR-numre, som giver ret til en række ydelser. Derfor er det en akavet situation, når man får så stor en gruppe af skyggepersoner, der ikke har nogen rettigheder overhovedet – eller pligter,« siger Torben Tranæs til Jyllands-Posten.

Formand for LO Harald Børsting vil have myndighederne til at intensivere jagten på firmaer, der bruger illegal arbejdskraft.

Og retsordfører for Venstre Karsten Lauritzen (V) kalder tallene for et »wake up call« og efterlyser mere kontrol og hårdere straffe.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) påpeger ifølge Jyllands-Posten, at regeringen allerede har øget indsatsen mod social dumping og er på vej med et lovforslag om øget politikontrol i grænseområderne, ligesom bødeniveauet for ulovligt arbejde mere end fordobles.

Powered by Labrador CMS