32-årig mand idømt hård straf for at tage skarpladt pistol med i skole

3½ års fængsel. Så lang en straf er en 32-årig mand, der forleden tog en skarpladt pistol med på sit uddannelsessted i Hvidovre, blevet idømt. Hjemme havde manden et stort arsenal af våben og ammunition.

Politiet rykkede hurtigt ud, da den 32-årige opførte sig mistænkeligt på TEC i Hvidovre. Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Den 32-årige studerende, der onsdag blev anholdt på uddannelsescentret TEC Hvidovre, har fået en såkaldt straksdom.

Onsdag havde han valgt at tage en skarpladt fransk pistol med i skole.

Ifølge politiet er der tale om en ældre pistol af fabrikatet Unique. Det farlige våben var udstyret med et magasin med fire skarpe patroner.

Torsdag eftermiddag blev manden så idømt en straksdom på tre og et halvt års fængsel for den ugerning – ligesom han også er dømt for ulovlig våbenbesiddelse.

Politiet fandt masser af ammunition

I forbindelse med anholdelsen onsdag, havde manden oplyst, at han også var i besiddelse af en M1 Carbine militærriffel på sin bopæl.

Under den efterfølgende ransagning fandt Københavns Vestegns Politi da også det omtalte våben.

Der blev også fundet cirka 200 skarpe patroner, der hører til den særlige militærriffel.

Manden erkendte endvidere besiddelse af cirka 200 skarpe patroner til en M1 Garant-riffel samt mellem 500 og 1000 styk blandet kaliber 22 ammunition.

Manden blev anholdt uden dramatik

– Jeg er godt tilfreds med, at retten har sendt et hurtig og markant signal i denne sag. At tage en skarpladt pistol med på et uddannelsessted er en alvorlig forbrydelse, som skaber stor utryghed, fortæller anklager Teuta Memeti ifølge en pressemeddelelse.

Politiet modtog onsdag en anmeldelse om, at en studerende på centret udviste mistænkelig adfærd, fordi han var i besiddelse af noget, der lignede en pistol.

Den anmeldelse reagerede politiet på, og manden blev anholdt uden dramatik.

Tager sådan en situation yderst alvorligt

– Ingen kom til skade, men det er klart, at vi tager sådan en anmeldelse meget alvorligt fra første færd og tager de nødvendige forholdsregler, har vicepolitiinspektør Charlotte Skovby fra Københavns Vestegns Politi understreget i en pressemeddelelse.

Til Newsbreak.dk fortæller kommunikationsmedarbejder Claus Buhr fra Københavns Vestegns Politi, at manden ikke havde intentioner om at bruge våbnet på skolen.

– Overhovedet ikke. Han havde taget våbnet med for at vise det frem. Måske en måde at blære sig lidt på, forklarer han.

Den 32-årige har modtaget dommen.

Powered by Labrador CMS