31 unge knaldet i ny politi-razzia
De lovløse tilstande i trafikken i Aarhus V fortsætter trods massiv politiindsats
Der er fortsat store problemer med at holde færdselsloven i det vestlige Aarhus. Trods en massiv politimæssig indsats, fortsætter en del unge med at køre alt for stærkt, køre over for rødt lys, køre narkokørsel og lave vanvittige overhalinger.
Flere helt uskyldige mennesker er blevet dræbt i lyskryds i den efterhånden berygtede bydel. Alligevel fortsætter de lovløse tilstande.
Fredag aften gennemførte færdselsbetjente fra Østjyllands Politi endnu en målrettet færdselsindsats i det vestlige Aarhus, hvor det kunne konstateres, at særligt de unge bilister havde en tung fod på speederen.
Af med kørekortet igen
-En 18-årig mandlig bilist blev på Silkeborgvej målt til at køre 87 km/t, hvor man må køre 50 km/t. En 20-årig mandlig bilist kørte samme sted 94 km/t. Og på Paludan Müllers Vej blev en 18-årig mandlig bilist blev målt til 92 km/t mod tilladt 50 km/t. Alle tre kan nu se frem til store bøder og må aflevere deres kørekort igen, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
I alt 31 personer blev sigtet og der blev giver 21 klip i kørekortet. Blandt sagerne kan nævnes:
12 x hastighedssager i byzone (tilladt 50 km). Heraf 8 til klip og 4 til betinget frakendelse
8 x hastighedssager ved færdselstavler – 7 til klip og en til betinget frakendelse
3 x fremkørsel rødt lys
3 x lov om euforiserende stoffer
2 x ulovlig overhaling – klip
2 x narkokørsel
1 x kørsel i frakendelsestiden
1 x brug af håndholdt mobiltelefon
Skrevet 940 sager
Østjyllands Politis færdselsafdeling har nu siden oktober måned lavet 156 færdselsindsatser på Ringvejen i Aarhus og yderligere 14 særligt målrettede indsatser i det vestlige Aarhus.
Indsatserne har sammenlagt givet 940 sager.