31-årig mand vil virkelig ikke ind og springe
Manden er ni gange udeblevet fra starten på den værnepligt, han mangler at aftjene.
En 31-årig mand fra Holstebro er muligvis et menneske af de mere stædige. Dagbladet Holstebro-Struer skriver, at han hele ni gange er udeblevet fra at aftjene sin værnepligt hos Jydske Dragonregiment i Holstebro.
Manden skulle have mødt i Retten i Holstebro og svare for, hvorfor han konsekvent har valgt ikke at aftjene sin værnepligt, men han udeblev. Ifølge avisen er det første gang, anklagemyndigheden har haft at gøre med et menneske, der så mange gange har afvist at aftjene værnepligten.
Den ulydige borger har fået en dom på 40 dages ubetinget fængsel, der dog først rammer ham, når man finder ham. Til den tid kan det dog meget vel være, at manden slet ikke skal aftjene sin værnepligt alligevel.
Værnepligtige bliver i udgangspunktet kun indkaldt, indtil de fylder 32 år. Så det kan være, at manden slipper for at springe i sidste ende.