3000 mennesker danner ring om spareramt sygehus

En bebudet menneskering nåede hele vejen rundt om kæmpesygehuset i Skejby.

Offentliggjort Sidst opdateret

Supersygehuset i Skejby er omkring en halv million kvadratmeter gulvplads på størrelse med en mindre dansk provinsby – tænk Ribe eller Skagen.

Der skulle derfor en del hænder til, før en bebudet menneskering om det spareramte kæmpesygehus kunne nå hele vejen rundt tirsdag eftermiddag. Men det lykkedes.

Ifølge Aarhus Stiftstidende var 3000 sæt hænder mødt op for at slutte ringen tirsdag klokken 16.

Menneskekæden var en protest arrangeret af ansatte på sygehuset, der lever med massive sparekrav. Både ansatte, patienter og pårørende deltog.

Besparelser rammer allerede åbent sår

De store sparekrav er kommet i kølvandet på færdigbygningen af supersygehuset, der har vist sig dyrere end forventet.

I første omgang var det meldt ud, at sygehuset skulle spare 325 millioner kroner i 2019. Det tal er dog bleved nedjusteret til 150 millioner kroner, skriver DR.

Ifølge samme medie mangler der 425 millioner kroner årligt, før sygehusets økonomi kan løbe rundt.

Spareplanen er allerede i gang med at blive udmøntet. Tidligere på måneden fyrede sygehuset 43 ansatte.

Besparelserne kommer på et sygehus, der allerede er i problemer. Newsbreak.dk har tidligere skrevet om, at mange operationer har måttet aflyses på sygehuset på grund af mangel på rene instrumenter.

Powered by Labrador CMS