3000 efterladte dyr: Sommeren er højtid for efterladte dyr
Særligt i sommermånederne efterlader flere deres kæledyr i naturen eller på gaden.
De bliver fundet i plastikposer, papkasser og sportstasker.
Hver sommer får Dyrenes Beskyttelse stadig flere henvendelser om efterladte kæledyr fundet af forbipasserende på gaden eller i naturen.
Det skriver DR P4 København.
I maj måned modtog Roskilde Internat 150 uønskede kæledyr, og antallet af hjemløse dyr forventes at stige hen over sommeren, siger Carina Rønne Løkkegaard, som er dyrepasser på Roskilde Internat.
– Vores teori er, at folk skal på sommerferie, og ikke kan få dyrene passet, for også op til helligdage oplever vi ekstra travlhed på internatet, siger Carina Rønne Løkkegaard til DR P4 København og uddyber:
– Især i juni får vi mange opkald og mails fra folk, der vil af med deres dyr, og nogle dukker bare op herude med en hund fem minutter før lukketid.
Sidste år modtog Dyrenes Beskyttelses otte internater 3.012 dyr alene i juli, august og september. Det er næsten en fordobling i forhold til resten af året, oplyser Dyrenes Beskyttelse til DR P4 København.
Stort problem
I 2017 blev der i samme periode indleveret 2.849 kæledyr. I Dyrenes Beskyttelse oplever man, at efterladte dyr i naturen eller i byerne er en tilbagevendende tendens.
– Det er et rigtigt stort problem, at nogle dyreejere vælger at dumpe deres dyr eller simpelthen smide dem ud, som var det affald, siger Jens Jokumsen, der er familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse, til DR P4 København.
Artiklen fortsætter under videoen
Det har stor betydning for dyrenes ve og vel, når de overlades til sig selv i en lukket kasse eller taske, fortæller Carina Rønne Løkkegaard til DR P4 København.
– Det betyder for nogle, at de ikke overlever, simpelthen fordi de ikke kan få noget vand at drikke, at det bliver for varmt for dem, eller at de slet ikke bliver fundet, siger hun.
Har brug for hjælp
Derfor gør Dyrenes Beskyttelse også meget for at oplyse både kommende og nuværende dyreejere om det ansvar, der følger med at have et kæledyr.
– Jo flere nye dyreejere vi får gjort opmærksom på, hvad de skal tænke over, inden de anskaffer sig et kæledyr, des mere håber vi også på, at dyreejere kan undgå at efterlade deres dyr, siger Jens Jokumsen til DR P4 København.
På Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde er der plads til mellem 250 og 350 hjemløse kæledyr.
Men i sommersæsonen, er der pres på både bure, indhegninger og terrarier, så derfor har internatet også brug for hjælp fra plejefamilier.
Der er plads til dyrene, som kommer ind, men det har vi også kun, fordi plejefamilierne tager imod mange af kattekillingerne og missemødrene, siger Carina Rønne Løkkegaard til DR P4 København.
– Hvis ikke vi havde vores plejefamilier, så havde vi ikke kunne klare det, så var vi blevet overbelastet.