300 børn skal undersøges: Ni nyfødte smittet med farlig bakterie
Ni nyfødte på Hvidovre Hospital er smittede med den multiresistente MRSA-bakterie
Den multiresistente MRSA-bakterie har ramt mindst ni spædbørn på Hvidovre Hospitals afdeling for syge og for tidligt fødte børn, og 300 familier har fået brev om, at deres barn skal undersøges.
De nyfødte børn har alle været indlagt på afdelingen for syge og for tidligt fødte børn på Hvidovre Hospital, også kaldet neonatal afdeling 427.
MRSA er en stafylokokbakterie, der kan medføre betændelser som for eksempel bylder og børnesår. Bakterien er resistent over for penicillin og andre antibiotika, der normalt er standardbehandlingen for dens slags infektioner. I yderste konsekvens kan den være livsfarlig.
»Problemet er særligt stort for nyfødte børn, fordi MRSA-bakterien her har større chance for at blive en del af deres naturlige bakterieflora, da de ikke har dannet en flora endnu. Derfor er MRSA længere tid om at forsvinde igen hos nyfødte, hvorimod kroppens andre bakterier hos voksne vil have lettere ved at overvinde MRSA,« siger Gorm Greisen, professor i pædiatri og overlæge ved neonatalafdelingen på Rigshospitalet, til Politiken.
Bakterien forsvinder dog for det meste i løbet af et års tid hos nyfødte børn.
Antallet af danskere smittet med MRSA er steget stødt de sidste fire år, og i dag er cirka én af 300 danskere smittet.