30 minutters bombardement grundlægger klar KIF-sejr
KIF storspillede i 30 minutter af EHF Cup-kvalifikationskampen mod Talent Plzen og har kurs mod næste runde.
KIF Kolding København leverede en fremragende første halvleg i anden runde af kvalifikationen til EHF Cuppen, da undertippede Talent Plzen fra Tjekkiet gæstede Kolding.
Grundlagt på 30 fremragende minutter i første halvleg snuppede KIF en sejr på 38-23, og dermed har det danske hold et solidt udgangspunkt inden returmødet i Tjekkiet om en uge.
Danskerne lagde uhyggelig skarpt fra land, og efter godt fem minutter måtte tjekkernes træner allerede kalde til timeout, da gæsterne var bagud 1-7.
Den stærke offensiv blev fastholdt halvlegen ud, og det var kun lidt sløseri i defensiven i de sidste minutter, som betød, at man ikke kom til pause med en tocifret føring.
Stillingen efter 30 minutters udtalt klasseforskel lød på 22-13.
Anden halvleg mere lige
Anden halvleg åbnede noget mere lige end første, og efter ti minutters spil var den danske føring på ti mål.
KIF havde svært ved at trække yderligere fra, da nogle fejl i angrebet førte til flere tjekkiske kontrascoringer.
Det var som om, at koncentrationen var svær at genfinde efter pausen, men tjekkisk træthed mod kampens slutning gjorde, at KIF kunne skabe et solidt udgangspunkt til returmødet.
En margin på 15 mål er, hvad KIF kan tage med til udekampen.
Skulle det lykkes de detroniserede danmarksmestre at køre den samlede sejr hjem i Tjekkiet om en uge, venter tredje og sidste kvalifikationsrunde efterfølgende.
/ritzau/