30 dræbt under vinterstorm

Den seneste uge er der blevet meldt om 30 dødsfald, der relaterer sig til en historisk vinterstorm i USA

Offentliggjort Sidst opdateret

Millioner af mennesker i den amerikanske delstat Texas er stadig uden strøm, mens flere også står over for vandmangel under en usædvanlig vinterstorm.

Der er meldinger om mere end 30 vejrrelaterede dødsfald og mange trafikulykker, siden det iskolde vejr ankom til sydstaten i sidste uge og senere bevægede sig til andre delstater og helt op til den nordøstlige delstat Maryland.

Flere er døde i bilulykker, mens andre er døde af kulilteforgiftning efter at have forsøgt at holde varmen inden døre ved tage grill og gasovne i brug. Noget, myndighederne har advaret kraftigt imod at gøre.

Borgmesteren i byen Houston, Sylvester Turner, advarer også om et meget lavt vandtryk. Borgere skal undlade at lade vandet løbe, fordi det kan sprænge vandrørene, lyder det i et opslag på Twitter.

Borgmesteren opfordrer desuden virksomheder, som stadig har strøm, til at åbne deres døre og fungere som varmestuer for frysende borgere.

Den nationale vejrtjeneste i USA (NWS) melder, at stormen fortsat bringer is, slud og store mængder sne til dele af Texas, Louisiana, Arkansas og Mississippi, mens den trækker op mod nordøst.

Flere varsler

Der er flere varslinger om strømafbrydelser, væltede træer og meget farlige trafikale forhold i de berørte områder.

Det ekstreme vintervejr er højst usædvanligt for en sydstat som Texas. Og selv om den arktiske luftmasse er ved at miste sit greb om området, vil de kølige temperaturer fortsætte lidt endnu.

– Den arktiske luft fortsætter over prærierne og Mississippi-dalen, melder NWS og tilføjer, at det fortsat vil være langt koldere end normalt.

Mexico er også berørt af vintervejret. Over en tredjedel af landet har været uden strøm, fordi der har været problemer med gasforsyningen fra Texas.

Vinterstormen skaber også problemer for vaccinationen mod coronavirus i Texas, hvor flere vaccinecentre må holde lukket.

Powered by Labrador CMS