29.000 danskere får millioner tilbage

Fejl i både kommune og stat har ført til forkert beregning, viser eftersyn af grundskyld. Sag om nulskat skydes til hjørne.

Offentliggjort Sidst opdateret

I alt 29.000 ejendomme har betalt omkring 150 millioner kroner for meget i grundskyld. De penge betales nu tilbage.

Det skriver Skatteministeriet fredag i en pressemeddelelse, efter at et såkaldt serviceeftersyn er gjort færdigt.

Der er både begået fejl i den statslige og kommunale administration, skriver ministeriet.

– Når der er lavet fejladministration, skal myndighederne rette op. Og hvis for eksempel ens grundskatteloft har været justeret galt ved en fejl, så er det kun rimeligt, at man bliver kompenseret – uanset om det er kommunen eller staten, der har lavet fejlen, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) i et skriftligt citat i meddelelsen.

– Derfor er jeg også meget tilfreds med, at vi politisk er enige om, at de berørte boligejere naturligvis skal have de penge tilbage, de har betalt for meget i grundskyld.

Serviceeftersynet blev igangsat, da Skatteministeriet i 2015 overtog ansvaret for administration af kommunale ejendomsskatter.

I flere ejendomme er det såkaldte grundskatteloft ikke blevet korrekt genberegnet ved “fejlrettelser” i 2010 og 2012, viser eftersynet.

Betalt for meget i 15 år

De berørte ejendomsejere har betalt for meget i perioden 2003 til 2018. Det fremgår af et aktstykke til Folketingets Finansudvalg.

Af pressemeddelelsen fremgår det også, at der endnu ikke er fundet en løsning på den såkaldte “nulskattesag”.

Her har boligejere fra omkring 1200 ejendomme ikke betalt ejendomsværdiskat i en periode på op til ti år.

Kammeradvokaten har vurderet, at der efter gældende regler skal opkræves skat op til ti år tilbage.

Skatteminister Karsten Lauritzen har til gengæld meldt ud, at det ville være rimeligt kun at opkræve skatten tre år tilbage.

Sagen skydes nu til hjørne til efter et kommende valg.

– Vi har drøftet sagen i forligskredsen, og jeg oplever en anerkendelse af, at her er et problem, vi skal have løst, siger Karsten Lauritzen (V) i meddelelsen.

– Men vi er ikke nået til enighed om ændring af reglerne endnu, og derfor har jeg bedt om, at der arbejdes videre med modeller for ændring af reglerne, som man så kan tage endelig politisk stilling til i efteråret.

Før “en løsning foreligger, administrerer Skatteforvaltningen efter de gældende regler og retter fejlene for de pågældende boligejere”, skriver ministeriet.

Grundskyld er en skat på værdien af selve grunden.

Powered by Labrador CMS