29-årig havde oversavet jagtgevær med i toget
En 29-årig mand er blevet idømt fængselsstraf.
Den 29. december blev betjente fra Østjyllands Politi kaldt ud til banegården i Aarhus.
Her blev en mand fundet sovende i et tog. I sin taske havde han et oversavet jagtgevær.
For det og trusler på livet er den 29-årige mand blevet idømt en fængselsstraf.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Sov rusen ud
Det var en medarbejder ved Arriva, der kontaktede politiet, da det ikke lykkedes medarbejderen at vække en sovende mand i toget.
Heldigvis lykkedes det de ankomne betjente fra Østjyllands Politi at vække den 29-årige mand, der var meget beruset.
Undervejs opdager politiet dog også, at der på gulvet står en sportstaske mellem mandens ben. Sportstasken indeholder et oversavet jagtgevær samt flere patroner.
Den 29-årige bliver anholdt og sigtet for besiddelse af skydevåben i det offentlige rum under særligt skærpende omstændigheder.
Tidligere dømt
Siden anholdelsen har den 29-årig siddet varetægtsfængslet.
Foruden besiddelse af jagtgeværet, havde en anden hændelse også indvirkning på den 29-åriges dom.
Han blev også dømt for at have truet sin sagsbehandler ved Kriminalforsorgen på livet.
En blanding af de to hændelser, samt tidligere ulovlige forhold mundede ud i, at den 29-årige blev idømt tre og et halvt års ubetinget fængsel.
– At gå rundt med et farligt skydevåben i det offentlige rum er en meget alvorlig forbrydelse, og det viser rettens dom jo også. Den 29-årige er desuden tidligere dømt efter våbenloven og for røveri, og det var med til at skærpe straffen, siger senioranklager Jakob Beyer.
Den 29-årige mand nægtede sig skyldig og ankede dommen.