29-årig anholdt efter skud ved optog

Muslimer vandrede lørdag eftermiddag gennem hovedstaden, hvor de markerede Imam Husseins dødsdag. Optoget blev opløst ved Nørrebro Station efter der var affyret skud i luften. Ingen blev ramt. (Foto: Linda Kastrup/Scanpix 2015)
Offentliggjort Sidst opdateret

En 29-årig mand er blevet anholdt – mistænkt for at have affyret skud i forbindelse med et muslimsk optog nær Nørrebro Station i København lørdag eftermiddag.

Københavns Politi bekræfter anholdelsen over for Berlingske Nyhedsbureau.

De præcise omstændigheder omkring skyderiet er fortsat ukendte, men Berlingske Nyhedsbureaus journalist på stedet har talt med flere vidner, der oplyser, at skud blev affyret, da et muslimsk sørgeoptog var på vej ud ad Nørrebrogade tidligere lørdag eftermiddag.

Udbrød panik

Der udbrød herefter kortvarig panik blandt de mange deltagere.

Vidner oplyser til Ekstra Bladet, at to mænd kørte ind foran optoget i en bil, hvorefter den ene affyrede skud op i luften. Flere mænd, der deltog i optoget, jagtede herefter manden, og den jagt kulminerede med, at en person blev skudt tre gange, lyder det. Politiet oplyser dog, at det ikke lader til, at nogen er blevet ramt af skud.

Politiet vil ikke oplyse, om de jagter flere gerningsmænd.

BNB

Powered by Labrador CMS