28 snuppet for at køre påvirket på løbehjul
En aktion mod elektriske løbehjul i weekenden fører til flere sigtelser for spritkørsel.
Der var advaret – men lige lidt hjalp det:
Københavns Politi har i løbet af weekenden sigtet 28 personer for at køre på el-løbehjul i påvirket tilstand, oplyser politiet.
(I galleriet over artiklen kan du se, hvordan du skal forholde dig, hvis du kører på el-løbehjul).
I 24 af sagerne var der tale om spirituskørsel, mens de sidste fire drejer sig om kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer.
Sigtelserne er et resultat af en særlig indsats natten til henholdsvis lørdag og søndag, hvor politiet havde fokus rettet mod netop trafikanter på el-løbehjul.
Det fortæller vicepolitiinspektør og leder af færdselsafdelingen ved Københavns Politi Henning Pedersen, som er overrasket over omfanget af berusede eller på anden måde påvirkede borgere på elektriske løbehjul.
– At vi kan tage så mange på bare to dage, er faktisk temmelig rystende.
Den højeste promille, der blev målt, var over 2,0.
Motor i stedet for fod
Som betegnelsen el-løbehjul afslører, er der tale om et løbehjul, der drives fremad af en elektrisk motor frem for spark med foden.
Det gør løbehjulet til et motorkøretøj, og så gælder færdselslovens bestemmelser om spiritus- og narkokørsel.
Artiklen fortsætter under videoen
Det er ikke tilladt at køre på el-løbehjul med en promille over 0,5. Hvis man alligevel gør det – og bliver pågrebet af politiet – udløser det en bøde på 2000 kroner, første gang det sker.
– Anden gang koster det en bøde på 4000 kroner, og tredje gang kan man komme i fængsel for det, siger Henning Pedersen.
To på et løbehjul
I weekendens indsats har politiet ikke kun holdt øje med, om løbehjulskørerne i Københavns gader var påvirkede af alkohol eller stoffer. De har også slået ned på andre overtrædelser af færdselsloven, fortæller Henning Pedersen
Vi har i weekenden lavet en færdselsindsats mod el-løbehjul. 24 personer blev sigtet for spirituskørsel, mens fire personer blev sigtet for at køre på el-løbehjul under påvirkning af euforiserende stoffer. Læs om reglerne for el-løbehjul her: https://t.co/m0bcrSyc1T #politidk https://t.co/wQERcNRcOf
— Københavns Politi (@KobenhavnPoliti) July 8, 2019
– Der kan sagtens være forskellige indgange til, at vi stopper nogen på el-løbehjul. I et af de 28 tilfælde blev to personer stoppet, fordi de kørte sammen på ét løbehjul. Og så viste det sig, at føreren var påvirket.
Tallene på weekendens sigtelser er de første, der viser omfanget af færdselsovertrædelser begået af brugere af el-løbehjul i København.
Din forsikring
Det er dig selv, der er ansvarlig, hvis du kommer til at forvolde skade.
– Kører du på dit eget el-løbehjul, er det din ansvarsforsikring, der dækker, hvis du skader andre personer og deres ting. Ansvarsforsikringen dækker dog ikke føreren af løbehjulet. Her skal du have en ulykkesforsikring, fortæller Camilla Amstrup, privatkundedirektør i Codan, som også opfordrer alle til at huske cykelhjelmen på løbehjulet.
Tjek med dit forsikringsselskab
Hun fortæller også, at såfremt man benytter muligheden for at leje et el-løbehjul i de store byer, skal man være opmærksom på, at udlejerne skal have en ansvarsforsikring. Men også, at man selv har ansvar for kunne dokumentere, at udlejer har ansvarsforsikringen i orden. Desuden skal man igen være opmærksom på, at man skal have sin egen ulykkesforsikring, hvis eventuelle skader på en selv skal dækkes.
– Er du udsat for, at en person på et el-løbehjul skader dig eller dine ejendele, skal du allerførst huske at få oplysninger fra og om den anden. Desuden om ulykkessted og tidspunkt. Er der tale om et lejet el-løbehjul, der skader dine ejendele, skal skaden anmeldes til udlejerens lovpligtige ansvarsforsikring, siger Camilla Amstrup.
Hun nævner også, at der er forskel på, hvordan de forskellige forsikringsselskaber dækker, og det derfor er en god ide at tjekke det med sit eget forsikringsselskab.
I maj døde en 27-årig mand i Sverige efter en ulykke med et elektrisk løbehjul.
De elektriske løbehjul blev gjort lovlige i Danmark fra januar 2019.