265 er omkommet i kupforsøg og tusinder støtter Erdogan
Kupforsøg i Tyrkiet har kostet både civile og militære kupmagere livet, oplyser Erdogans kontor ifølge BBC.
Dødstallet efter et kupforsøg i Tyrkiet er ændret til 265, oplyser præsidentkontoret i Ankara ifølge BBC.
Tallet omfatter både civile og militære kupmagere.
Lørdag er flere tusinde mennesker gået på gaden i Istanbul for at udtrykke deres støtte til landets præsident, Recep Tayyip Erdogan. Mange mennesker har medbragt tyrkiske flag.
Kupforsøget kan føre til drøftelser om dødsstraf, siger Erdogan ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Skulle regeringen beslutte at indføre dødsstraf, vil det bringe Tyrkiet på kant med Europarådet. Det vil også bringe Tyrkiet i konflikt med ønsket om medlemskab af EU.
Den fungerende chef for Tyrkiets hær, Ümit Dündar, siger på et pressemøde lørdag, at 104 “kupmagere” er blevet dræbt.
1440 personer såret
På en pressekonference lørdag siger premierminister Binali Yildirim, at 1440 personer er såret. 2839 militærfolk er anholdt, skriver al-Jazeera.
Forsvarsministeren oplyser, at kuppet er forpurret, og at ingen områder er uden for myndighedernes kontrol.
Ifølge ministeren er det dog for tidligt at sige, at truslen er helt ovre.
Tyrkiske myndigheder har anholdt flere højtstående hærførere, blandt dem Erdal Öztürk, som vil blive stillet over for en anklage om landsforræderi.
Præsident Erdogan har beskyldt sin tidligere ven og senere ærkefjende Fethullah Gülen for at stå bag kuppet.
Kræver Gülen deporteret
Erdogan siger lørdag, at han vil bede USA om enten at udlevere eller deportere Gülen, som bor i USA.
Men der er slet ikke noget at komme efter, hævder imamen Fethullah Gülen ifølge den britiske avis The Guardian og nyhedsbureauet Reuters. Gülen benægter enhver form for rolle i kupforsøget.
– Jeg fordømmer på det kraftigste det militære kupforsøg i Tyrkiet. Regeringsmagten bør vindes gennem en proces med frie og retfærdige valg, ikke med tvang, siger han.
Fethullah Gülen bor i den amerikanske delstat Pennsylvania. Erdogan har før opfordret Gülen til at vende hjem til Tyrkiet.
/ritzau/