26.000 vil vandre i solidaritet med flygtninge
26.000 mennesker har meldt sig til at deltage i en vandring i København for at markere deres utilfredshed med regeringens stramninger af flygtningepolitikken.
Christiansborg Slotsplads i København ser ud til endnu en gang at blive fyldt op med mennesker, der ønsker at vise solidaritet med flygtninge. 26.000 er tilmeldt et arrangement på Facebook tirsdag på Folketingets åbningsdag.
Det er mindre end en måned siden, at mellem 30.000 og 40.000 mennesker samledes på slotspladsen med nogenlunde samme budskab, og tirsdagens arrangementet med titlen »Folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge«, bliver forhåbentlig også blot et i en række af arrangementer, lyder det fra arrangørerne, der kalder sig Velkomstkomiteen.
“Nu er det nok”
»I virkeligheden er folkevandringen kun en manifestation blandt mange, og vi forventer, at det her bliver en i rækken af tilkendegivelser fra den del af befolkningen, som synes, at nu er det nok,« siger initiativtager Anne Lise Marstrand-Jørgensen.
»Vi har taget initiativ til den her folkevandring, fordi vi gerne vil have, at de flygtninge, der kommer til vores land, bliver behandlet ordentligt. Vi synes, det går i den forkerte retning politisk lige nu i forhold til, hvordan flygtninge bliver behandlet og ikke mindst omtalt.«
Flere talere
Det er halvanden måned siden, Velkomstkomiteen inviterede til vandringen, som starter klokken 17 i Fredens Park, hvorfra turen går mod Christiansborg. Her vil flere fremtrædende personer holde taler, heriblandt Thomas Gammeltoft-Hansen, forskningschef på Institut for Menneskerettigheder, Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening og Stine Bosse, erhvervsleder og formand for Europabevægelsen.