26-årig kørte galt og stak af i “lånt” bil to gange

Evnerne bag rettet var ikke de bedste, da en 26-årig lånte en bil og kørte galt. Næste dag stjal han den og kørte galt igen

Politibil.
Offentliggjort Sidst opdateret

Først ramte han en havelampe, og om natten endte han i grøften, hvor politiet fandt den stjålne bil på hovedet uden fører.  Det pyntede ikke ligefrem på sagen, at den 26-årige mand heller ikke har noget kørekort.

Tirsdag eftermiddag blev en udendørs havelampe det første offer for en noget usikker bilists ærinde. Han ramte lampen og skyndte sig fra stedet. Det var et årvågent vidne, som noterede bilens nummerplade og meldte sagen til politiet.

Føreren havde lånt bilen af sin kæreste, og politiet fik fat i manden, som de kunne sigte for kørsel uden førerret og for derudover at forlade ulykkesstedet. Også kvinden blev sigtet for at låne en bil ud til en person uden førerret.

Men senere gik det galt igen.

Stjal bilen

Natten til onsdag valgte den 26-årige at sætte sig ind i bilen igen, men denne gang uden at få lov fra bilens ejer. Her satte biltyven kursen mod den vestjyske by Vemb, og også her kom hans køreevner på prøve.

Den 26-årige mistede herredømmet over køretøjet og endte i grøften på en landevej, hvor han efterlod bilen.

– Vi har haft en hundevogn ude og lede efter ham. Men da han var stukket af, fandt vi ham ikke, fortæller politikommissær Knud Gramstrup Lauridsen fra Holstebro Lokalpoliti til Newsbreak.dk.

I stedet tog politiet ud til den adresse, bilens ejer bor på, hvor førerens kæreste hurtigt fik fat på ham.

Han blev endnu en gang blev sigtet for kørsel uden førerret samt at forlade ulykkesstedet – Og denne gang blev han også sigtet for biltyveri, da han ikke havde lov til at bruge bilen.

Eget ansvar

Hvis man skal låne sin bil ud, er det på eget ansvar. Man skal sikre sig, at den person man låner køretøjet til at føre det lovligt. Ellers risikerer man selv at blive straffet.

– Det er der mange der glemmer. Det er ikke nok, at de siger at de har kørekort. Det er der mange arbejdsgivere der tænker over. Hvis man nu mister kortet af en eller anden årsag, og så møder man på arbejde mandag, er det  ikke sikkert, at arbejdsgiveren får det at vide. Det er der nogen, der gør, fortæller politikommissæren

Politiet er nu i gang med at efterforske, om den sigtede fører rent faktisk selv har taget nøglerne til bilen, og om der således er tale om brugstyveri.

Powered by Labrador CMS