25-årig lemlæstet i politiets varetægt og døde

Freddie Gray JRs død skabte store protester i Baltimore. Foto: Chip Somodevilla/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Retssag mod betjente, der anholdte 25-årig, der senere døde, starter i dag.

I dag starter en retssag, hvis dom vil give genlyd over det meste af USA. Ikke fordi sagen er mere bestialsk, end så mange andre amerikanske mordsager, men fordi de tiltalte er betjente, og den afdøde var afroamerikaner.

Den 12. april 2015 er en dag, de fleste afroamerikanere – især i Baltimore – næppe glemmer.

Det er dagen, hvor den 25-årige Freddie Gray Jr. blev anholdt og senere døde af lemlæstelser, han ifølge anklagen modtog i politiets varetægt.

Efterfølgende gik store flokke af amerikanere – især afroamerikanere – på gaderne i Baltimore for at protestere mod politiets overdrevne vold mod sorte amerikanere. Sagen om Freddie Gray blev gjort til et folks kamp mod uretfærdigheder. Det blev til dagelang uro i byen, der endte med en by i total undtagelsestilstand.

Enkelte dage blev op mod 15 politibetjente såret, mens godt 50 borgere blev anholdt. Og det er kun én dag.

Anholdt, lemlæstet, død

25-årige Freddie Gray blev anholdt af politiet i Baltimore. I et område, hvor der traditionelt set er mange stoffer, fandt politibetjentene, at Gray havde en ulovlig schweizerkniv på sig. Derfor anholdt betjentene den 25-årige og sigtede ham for ulovlig besiddelse af våben.

– Han gav op uden at forsvare sig ved hjælp af vold, har en politiinspektør i Baltimore, Jerry Rodriguez, senere sagt.

Gray blev sat i håndjern og ført til en bil, der skulle transportere ham til politistationen. Hvad, der er sket inde i bilen, er uvist, men da han kom ud af bilen igen, var han ude af stand til at tale og trække vejret.

25-årige Freddie Gray Jr. blev sendt på hospitalet og døde en uge efter af skader på rygsøjlen.

Nu er det op til en domstol at finde ud af, om de seks involverede betjente har nogen skyld i Grays død.

Powered by Labrador CMS