25 år siden: To dræbt i skyderi på Aarhus Universitet
5. april er det 25 år siden, at danmarkshistoriens første og hidtil sidste skoleskyderi kostede to unge kvinder livet på Aarhus Universitet.
Et skyderi på Aarhus Universitet kostede i 1994 to unge kvinder livet. To andre blev såret.
5. april er det 25 år siden, Danmarks første – og hidtil eneste – skoleskyderi trak store overskrifter i ind- og udland.
Den dag gik en 35-årig mand ind i kantinen på Aarhus Universitets afdeling, Nordisk Institut på hjørnet af Aldersrovej og Niels Juels Gade på Trøjborg i det nordlige Aarhus.
Her skød og dræbte han to kvinder og sårede to andre.
Senere skød han sig selv på et toilet. Hos sig havde han 15 patroner, der ikke var affyret.
Klokken er 11.20. Det er tirsdag den 5. april – første hverdag efter påske. Året er 1994.
Da drabsmanden trådte ind i kantinen den formiddag i 1994 trak han sit medbragte haglgevær på af en sportstaske.
Han affyrer det første skud mod en 23-årig kvinde. Kort tid efter endnu et skud – denne gang var det dræbende; en 24-årig kvindelig studerende bliver ramt i hovedet. Hun blev dræbt på stedet.
Imens kaster andre studerende sig bag borde og på gulvet, nogle forsøger at flygte og en kvinde kaster en bog efter manden med geværet. Det reddede sandsynligvis hendes liv.
På vej rundt i kantinen lader han geværet – og skyder endnu en gang. En kvinde bliver såret lettere i foden og hovedet. Det sidste dødsoffer – en 27-årig kvinde – bliver skudt og dræbt på klos hold med et skud i baghovedet.
Herefter går han ud på herretoilettet, hvor han sætter et endeligt punktum for Danmarks første skoleskyderi – og sit eget liv.
Afskedsbrevet
Det kommer senere frem, at den 35-årige mand, der boede på et kollegium i Silkeborg, havde gået på universitetet i otte år. Han blev betragtet som en ‘evighedsstudent’ og som en venlig ‘særling’.
På hans kollegium finder politiet et afskedbrev: “Jeg kan ikke holde dette her ud, så jeg vil først slå ihjel og så stoppe min egen tilværelse”.
Senere fortalte drabsmandens lillebror i Krimizonen på DR 1, at der i broderens dagbøger blev fundet flere foruroligende ord.
“Når dette læses, så har jeg forhåbentlig myrdet et par værdiløse søer, som skal betale for de ar, jeg render rundt med”, var nogle af dem.
I sin kalender har han under 5. april skrevet: “D-Day”.
Dødeligt skyderi på Aarhus Universitet
5. april om morgenen lagde den 35-årige drabsmand et jagtgevær i sin blå taske og drog mod Aarhus og universitetet.
Få timer efter var tre personer døde og to var såret.
Danmarks første skoleskyderi var en realitet.
Kilder: Kristeligt Dagblad, Ekko Film, Ekstra Bladet, TV2,
Du kan se TV-indslag fra 5. april 1994 HER.
Du kan læse om psykologiske efterreaktioner på skuddramaet HER. Analysen er skrevet af Ask Elklit, der også fungerede som krisepsykolog i tiden efter skyderiet.