24 personer får bøder for fest trods protest
Der blev lørdag holdt fest i motorcykelklubs lokaler sydøst for Herning. Deltagere var inviteret via Facebook.
24 mænd og kvinder var lørdag aften samlet for at holde en fest i en lokal motorcykelklub.
Politiet lagde vejen forbi klublokalerne i Ejstrupholm sydøst for Herning kort før klokken 21, og her blev alle deltagere sigtet for at bryde forbuddet mod at samles flere end ti personer.
Det fortæller vagtchef Simon Skelkjær fra Midt- og Vestjyllands Politi.
– De erkender alle, at de har været på stedet, men de mener, at det var en privat fest.
Den forklaring giver vagtchefen ikke meget for. Adressen for festen gør, at det ifølge Simon Skelkjær umuligt kan betegnes som en privat fest.
– Hvis man skal holde en privat fest, skal det være på ens private adresse, hvor man bor og sover. Det gør man ikke i et klublokale, siger han.
Politiet har udarbejdet en del skriftligt materiale for at højne offentlighedens forståelse for, hvordan man skal fortolke det igangværende forsamlingsforbud. Det ligger på coronasmitte.dk, og her kan man blandt andet læse, at forbuddet ikke gælder i private boliger, og det er altså her, man kan overskride forbuddet, hvis man samles mere end 10 mennesker et sted, der ikke er at regne for en privat bolig.
Tusindvis af kroner i bøde
Deltagerne er i alderen 20-55 år. De kommer ifølge vagtchefen fra “det meste af Jylland” – dog primært fra Midtjylland og Sydøstjylland.
Festdeltagerne står hver især til en bøde på 2500 kroner for at bryde forsamlingsforbuddet. Arrangørens bøde er på 10.000 kroner.
Vedkommende er blevet sigtet som arrangør blandt andet på baggrund af en invitation, der er gået ud til de motorcykelinteresserede.
– Der var inviteret til fest på Facebook, siger vagtchefen.
Det var en anmelder, som fik politiet på sporet af den ulovlige fest, og politiet kunne sigte de 24 personer uden stort postyr.
– Det forløb stille og roligt, siger Simon Skelkjær.