230.000 danske bilister vælger ikke det sikreste

Forsikringsselskab præsenterer ny statistik.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nu nærmer temperaturerne sig det punkt på året, hvor det er ved at være tid til at skifte til vinterdæk, hvis du ikke allerede har fået det gjort.

(Artiklen fortsætter under videoen)

En ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige Forsikring, viser dog, at der stadig er ret mange danskere, der ikke vælger den sikreste løsning.

Sikrest er det, når der er vinterføre, at køre på vinterdæk. Kører du i stedet på sommerdæk, så er din bremselængde formentlig fordoblet, og det kan få store konsekvenser.

Af samme årsag har flere lande gjort det til et lovkrav, at biler er udstyret med netop vinterdæk. Dog ikke Danmark.

Vinterdæk, nej tak

Ni procent af de adspurgte 1052 repræsentativt udvalgte danskere har i Kantar Gallups undersøgelse svaret, at de ikke planlægger at montere vinterdæk på bilen.

Det svarer til 233.000 biler, der i vinterhalvåret ikke får monteret vinterdæk, skriver Gjensidige i en pressemeddelelse.

I 2018 gennemførte FDM en test af netop helårsdæk. Testen viste blandt andet, at helårsdæk er bedre end at køre med sommerdæk om vinteren, men det er stadig en nødløsning.

– Skal man kun køre på én type dæk hele året, skal man vælge helårsdæk. Det er dog ikke den bedste løsning og kan, trods navnet, i værste fald give en falsk tryghed, da helårsdæk stadig ikke er lige så gode som de bedste dæk til årstiden. Vil man have det bedst mulige vejgreb både sommer og vinter, er der derfor ingen vej udenom at skifte mellem sommer- og vinterdæk, sagde Søren W. Rasmussen, bilteknisk redaktør i FDM, til FDM.

Gør det lovbestemt

Hos vores naboer i Sverige og Norge er det lovpligtigt at skifte til vinterdæk, når frosten nærmer sig.

Sådan er det ikke herhjemme, men hele 70 procent af de adspurgte i undersøgelsen mener, at det også burde være lovkrav i Danmark.

Det kan Skadedirektør i Gjensidige Forsikring, Henrik Sagild, godt forstå.

– Bremselængden er helt afgørende, når det kommer til at undgå ulykker i trafikken, og her gør vinterdæk bare en rigtig stor forskel i forhold til andre typer dæk, når det er vinterføre. Derfor bør man virkelig tænke sig godt om, inden man dropper at skifte til vinterdæk, siger han i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS