23 små ændringer: Sådan sparer Hanna

34-årige Hanna Brovil har set på de ældre generationer og har lavet en liste over ting, hun ikke køber længere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hos Hanna Brovil og hendes familie i Vildbjerg ved Herning er der hverken fryseposer i skuffen, køkkenrulle på bordet eller skyllemiddel på badeværelset.

Artiklen fortsætter under videoen

I stedet bruger familien bøtter, stofservietter og eddike – og sparer både penge og plastik i dagligdagen.

I galleriet over artiklen kan man se, hvad Hanna Brovil har droppet af hensyn til miljøet og pengepunge.

– Det startede, fordi jeg læste om zero waste-princippet og blev inspireret. Jeg ville gerne gøre noget for miljøet, men helt egoistisk ville jeg også gerne spare nogle penge, fortæller hun.

For at finde ud af hvor hun nemt kunne ændre lidt på sine vaner, så 34-årige Hanna Brovil mod sine bedsteforældres generation.

– Dengang var der ingen, der købte plastikposer – alle havde deres eget net med. Så i virkeligheden gik jeg bare tilbage i tiden for at finde inspiration, fortæller hun.

Plastikposer røg føst

Plastikposerne var det første, hun udskiftede. Siden er bagepapiret blevet erstattet med en silikonemåtte, stearinlysene med LED-lys og engangsklude og -servietter erstattet med stof fra eksempelvis gamle lagner og børnetøj.

Når hun handler frugt og grønt, medbringer hun små vaskeposer, så hun kan undgå de knitrende plastposer.

– Vi har stofposer liggende alle steder – i bilerne og på cyklerne – så det aldrig er nødvendigt at købe en pose af plastik, siger Hanna Brovil, der bor med sin mand og parrets to døtre.

For i en lille by vest for Herning er der ikke mange supermarkeder, der er gearet til det bæredygtige valg. Og det gør sig faktisk gældende for langt størstedelen af landet, forklarer Heidi von Bülow.

Man kan gøre en forskel

Hun er medejer af virksomheden Maistic, som har fået sæsonens største investering i DR-programmet “Løvens hule” – og så har hun sidste år været rådgiver for Det Nationale Bioøkonomipanel.

– Uanset hvor man bor, kan man gøre en forskel ved at sende et signal til sit supermarked, siger hun.

Det kan du gøre ved at tage din egen pose med til dine varer – også til brødet hos bageren – eller en bøtte til dit kød hos slagteren.

– Det er ikke sikkert, de vil give dig kødet i din egen emballage i starten. Men hvis efterspørgslen efter ting uden plastik bliver større, bliver de nødt til at ændre på noget på et tidspunkt, siger Heidi von Bülow.

Små ting gør stor forskel

Hun råder desuden til at skære ned på engangsservice ved at medbringe en kaffekop til køreturen eller bestik til din takeaway.

– Det er små ting, men det kan gøre stor forskel på sigt, siger hun.

Tilbage i Vildbjerg er næste skridt at finde et kompromis for vaskemidlerne. For selv om Hanna Brovils mand går med på de fleste af hendes idéer, bryder han sig eksempelvis ikke om hendes forsøg med vaskenødder.

– Så nu prøver vi vaskeæg. Og hvis det ikke fungerer, går vi nok tilbage til almindeligt vaskepulver – men i en papkasse og ikke en plastbeholder, siger hun og tilføjer:

– Han er ikke helt så engageret som mig, så jeg tager nogle kampe engang imellem. Men det skal ikke besværliggøre vores liv eller føre til, at vi er uenige hele tiden, siger hun.

Powered by Labrador CMS